Da skuespilleren Jennifer Aniston forleden deltog i Ellen DeGeneres' populære talkshow, kunne hun afsløre, at hun var medlem af en noget særpræget klub.
Undervejs i et spil 'Jeg har aldrig' fortalte den 47-årige Jennifer Aniston nemlig, at hun var medlem af den såkaldte 'Mile high club', der udelukkende tæller personer, som har haft sex om bord på en flyvemaskine, mens den befandt sig i luften.
Skuespillerinden, der særligt er berømt for sin rolle som Rachel i den populære serie 'Venner', var ellers noget tøvende, da Ellen DeGeneres aggressivt lagde ud med spørgsmålet: 'Jeg har aldrig været medlem af Mile high club'.
Langsomt rakte Jennifer Aniston et skilt i vejret med 'i have' til stor begejstring for publikum.
Hertil fulgte Ellen DeGeneres op med: 'Jeg har aldrig haft sex i flyets cockpit,' hvortil Jennifer Aniston igen kunne række 'jeg har'-skiltet i luften endnu en gang til stor begejstring for publikum.
I de efterfølgende minutter forklarede en noget kryptisk Jennifer Aniston, at hun blev medlem af den prestigefyldte klub med både piloten, andenpiloten og en passager - til publikums og Ellen DeGeneres store overraskelse.
Det vides imidlertid ikke, om Jennifer Aniston talte sandt, eller om hun i virkeligheden bare ville drille lidt.
Jennifer Aniston, der tidligere dannede par med Brad Pitt, blev i 2015 gift med instruktøren Justin Theroux.