Kulturministeren opfordrer DR til at fremlægge de dokumenter, der kan være med til at belyse, hvordan budgettet for Eurovision 2014 blev overskredet med adskillige millioner.
DR bør lægge alle dokumenter i forbindelse med Eurovision 2014 frem, mener kulturminister Marianne Jelved (R).
Hun peger ifølge politiken.dk på, at den budgetoverskridelse på 77 millioner kroner, som sangkonkurrencen endte med, kommer fra offentlige midler, og så bør der være fuld åbenhed.
»Jeg vil stærkt, endda meget stærkt opfordre parterne, herunder DR, til at lægge alle dokumenter frem. Der er mange offentlige midler i sagen. Derfor er det utilfredsstillende, at man ikke kan få indsigt i, hvordan tingene er foregået«, siger hun.
DR afviser at udlevere dokumenter, der kan give svar på, hvordan budgettet blev overskredet med de 77 millioner kroner. Det sker med henvisning til en paragraf i Radio- og Fjernsynsloven, og det har sendt flere partier på Christiansborg op i det røde felt.
Jelveds egen partifælle, regionsrådsmedlem Charlotte Fischer (R), vil have Folketingets Ombudsmand til at undersøge, om DR kan nægte at udlevere dokumenterne, mens Venstre og Dansk Folkeparti erklærer sig parat til at lave loven om. Og det er kulturministeren positivt stemt over for, skriver politiken.dk.
Folketingets statsrevisorer besluttede i sidste uge, at Rigsrevisionen skal undersøge budgetunderskuddet. I den forbindelse har DR udleveret alt materiale.