"Jeg var ret langt ude. Det var så slemt, at familien var kaldt ud på syghuset. Min kone og nogle af børnene sov derude en del af tiden. Så jeg har været meget tæt på at dø på det tidspunkt," fortæller Erik Jensen, der nu er fraskilt og har fem voksne børn på 23-30 år.

"Mens jeg lå i coma noterede lægerne 23 punkter i min journal over kropsfuktioner, der var ude af drift. Min krop var helt oppustet - jeg ligenede en spærreballon, har jeg senere fået fortalt. Mine fingre var f.eks. dobbelt så tykke, og bagefter tørrede huden ind og kunne pilles af i store flager."

Men Erik Jensen overlevede den dødelige bakteries angreb, kom sig over sygdommen og lever i dag, fire år efter, et normalt liv igen.

"Det er jo en almindeligt forekommende halsbakterie, som i visse tilfælde kan blive aggressiv og angribe alt ødelagt muskelvæv.

Dens affaldsstoffer får nærmest vævet til at eksplodere," forklarer Erik Nielsen, som selv mener, han blev angrebet, fordi hans immunforsvar dengang var svækket på grund af hans nedtrykte sindstilstand i forbindelse med en forestående skilsmisse.

"Jeg var dengang vognmand i Mini-Trans, og var den pågældende dag ude at køre for møbelforretningen Paustian. Pludselig mærker jeg, at det strammer og begynder at gøre ondt i venstre ben.

Da jeg kommer hjem stiger smerterne aftenen igennem, så kl. 1 tager jeg på skadestuen i Hvidovre.

Lægen der mener, at smerterne stammer fra et hekseskud eller lumbago, fordi smerterne også trækker op mod lænden, og han giver mig en blokering," fortæller Erik Jensen.

Resten af natten har han feber, han har stadig smerter og om morgenen opdager konen en underlig rund ring i huden på bagsiden af hans lår. Hun ringer efter lægen, som straks sender ham afsted med en ambulance til Amtsygehuset i Glostrup.

"På det tidspunkt har jeg så mange smerter, at jeg slet ikke husker noget af turen," beretter Erik Jensen.

På sygehuset bliver hans ben scannet, men der er tilsyneladende intet at se. Lægerne tror, at det er små blodpropper i benet som springer, og han bliver kørt til operation. De åbner benet, men der er umiddelbart heller ikke noget at se, så de skal til at sy benet sammen igen.

"Så ser de pludselig noget bevæge sig på musklerne. Bevægelsen skyldtes simpelthen bakterierne, der var godt i gang med at æde mine muskler op. De var derfor straks klar over, at det syge skulle skæres væk med det samme," konstaterer Erik Jensen nøgternt.

De fjernede en af de større muskelgrupper bag på låret og måtte transplantere et stort stykke hud fra det raske ben, for at få såret til at gro sammen. Erik blev derefter lagt i respirator.

"Jeg var heldig, det var i benet. Ham der lå i respirator ved siden af mig døde, fordi det var gået ned i maven eller underlivet på ham."

14 dage efter operationen fik Erik Jensen et tilbagefald. Han fik feber, og lægerne fandt en lille lomme i lysken, hvor der stadig var bakterier, så de åbnede en del af det i forvejen store sår igen og fik fjernet dræberbakterierne og pumpet ham fuld af penicilin.

"Dengang var der ikke mange der kendte til sygdommen, så der blve taget en masse billeder i operationsstuen, og når jeg skule have renset såret og skiftet forbinding kom der gerne flere læge- og sygeplejestuderende og kiggede på.

Jeg var nærmest en sensation på sygehuset, og alle mulige kom hen og sagde "Nå, det er dig vi har hørt om", når jeg f.eks. kom ned til genoptræning."

Efter halvanden måned på sygehuset blev han udskrevet, men gik i flere måneder til genoptræning. Han havde skinne på benet og "drop-fod", fordi lægerne havde været nødt til at skære nogle sener over.

Men efter et stykke tid kunne Erik Jensen smide skinnen, og går i dag helt normalt.

"Jeg er erklæret helt rask, og jeg både cykler og løber - dog ikke så stærkt. De eneste gener er, at det nogen gange strammer lidt i den transplanterede hud og jeg har svært ved at gå ned i hug," siger Erik Nielsen.

Han har ikke mareridt eller søvnløse nætter over at have været tæt på døden.

"Nej, det er underligt, men jeg har ikke haft nogen problemer efterfølgende. Jeg følte det nærmest som en oplevelse at være på hospitalet, og fik et utrolig positivt indtryk af, hvordan folk kan være overfor andre mennesker gennem den gode behandling jeg fik.

Det er noget, jeg så prøver at give videre i mit nuværende arbejde, hvor jeg hjælper de ældre og handicappede ind og ud ad bussen, hvis de behøver en hånd" fortæller Erik Jensen.

Han blev året efter sin alvorlige sygdom buschauffør i HT. I dag betjener han især ældre mennesker og dårligt gående på en af HTs servicebusruter i Høje Taastrup, og lever ved siden af et helt normalt liv.

"Men jeg har måske også være heldig. En af mine sønner har sagt, at det nok var fordi jeg havde så stærke muskler af at bære møbler op og ned ad trapper. Måske har han ret," siger Erik Jensen.