Jeg tænker på Marlene hver dag
Claus Meyer er dybt berørt af voldsofferet Marlene Duus' kritik af, at han har ansat hendes overfaldsmand.
Claus Meyer er dybt berørt af voldsofferet Marlene Duus' kritik af, at han har ansat hendes overfaldsmand.
Stjernekokken Claus Meyer synker en enkelt gang og tage nærmest tilløb, inden han kaster sig ud i det.
- Jeg er dybt, dybt berørt af Marlene-sagen. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på Marlene Duus. Og det er ikke fordi, jeg er bange for min omsætning. Jeg har rigtig svært ved at reparere på det, der, sket. Mit største ønske er, at jeg kunne skrue tiden tilbage og forhindre det, der er sket. Men det kan jeg ikke.
Det bedste, jeg kan gøre, er at beskytte mennesker i det her land mod, at der kommer kriminelle handlinger fremadrettet, siger Claus Meyer fra sin plads ved det lange bord i et af Danmarks Radios mødelokaler DR-byen i Ørestaden.
Egentlig skal Claus Meyer sammen med fængselsinspektør Kim Andersen, Statsfængslet i Vridsløselille og kanalchef for DR1 Lotte Lindegaard fortælle B.T. om ’Restaurant bag tremmer’, den kontroversielle dokumentar i otte afsnit, som DR skyder i gang på onsdag.
Dokumentaren følger første del af det madkursus med Claus Meyer, som 20 fanger i Vridsløselille har deltaget i. B.T. kunne forrige tirsdag blandt andet fortælle, at der er bygget et helt nyt køkken i fængslet for 500.000 kr. til kurset.
Men også hos Claus Meyer har den voldsomme debat, der er fulgt i kølvandet på Marlene Duus’ kronik i dagbladet Politiken, fyldt meget.
I kronikken kritiserede Marlene Duus blandt andet, at Claus Meyer i en video kaldte manden der overfaldt hende, Frank Saksik, for en ’gave’ til Meyers firma. Saksik afsoner stadig tre års fængsel, men har dagligt udgang fra fængslet, så han kan passe sit arbejde hos Claus Meyer.
- Jeg er selv far til tre piger i alderen seks, ni og 15 år, og jeg har i mange år ikke kunnet åbne en avis uden at læse om, hvilke uhyrligheder der er sket i går uden at tænke på, hvad det er for en verden, som vores børn kommer ud i.
- Jeg er 100 pct. på ofrenes side. Men hvis man skal møde de kriminelle, skal det være på en måde, hvor man ligner én, der tror, de kan blive mennesker igen. Ellers er der en risiko for, at de kommer tilbage som mere forbryderiske mennesker, siger Claus Meyer.
Har du talt med Marlene personligt?
- Nej, det har jeg godt nok ikke. Men hvis Marlene gerne vil snakke med mig, så vil jeg på ingen måde have noget imod at tale med hende. Selvfølgelig ville jeg have lyst til at møde Marlene, hvis hun bad om det. Jeg har spurgt mig selv ’ville jeg være i stand til at tilgive den forbryder, der gjorde en af mine døtre ondt’. Og dertil må jeg sige, at det kan jeg ikke svare 100 pct. ja til, at jeg kunne.
- Hvis Marlene er i stand til at tilgive sin eks-kæreste for, at han har smidt hende ud af vinduet, så er det et mirakel af de helt store, siger Claus Meyer.
- Ville du give Marlene et job?
- Hvis hun søgte om et job, og jeg havde et job, der passede til hendes kvalifikationer, så ville hun selvfølgelig kunne komme i betragtning, siger Claus Meyer. Stjernekokken ville også i dag give manden der overfaldt hende et job.
- Det ville jeg, men det er en erkendelse, jeg har brugt lidt tid til at nå frem til. Reaktionen i begyndelsen, inden jeg fik produceret et svar på Marlenes kronik, den bragte mig i tvivl. Men nu er jeg helt afklaret. Det, jeg gør, gør jeg for at beskytte fremtidige ofre mod kriminalitet. Derfor ville jeg have gjort det, selv om jeg havde vidst, hvad han har lavet, siger Claus Meyer.