Hver sommer på en bestemt dag får Per Clausen fra Hobro radioens P4 til at spille »Let Your Fingers Do The Walking« med Sort Sol.

Det var et af hans afdøde samlever Birgitte Johnsens yndlingsnumre, og på hendes dødsdag i juni sender han på den måde en lille hilsen til sit livs kærlighed, som døde efter en hjerneblødning tilbage i 2012. Men han dedikerer også nummeret til de fire kritisk syge mennesker, der med Birgittes død reddede livet efter en transplantation med organer fra den 54-årige kvinde.

Én fik hendes lever, en anden fik hendes to lunger, og en tredje og fjerde fik hendes nyrer.
Birgitte Johnsen er her ikke længere, men det er fire mennesker, tre danskere og en finne, som i sidste øjeblik fik en ny chance og fik forlænget det liv, som ellers var ved at ebbe ud på grund af alvorlig sygdom.


»Jeg kender dem ikke og ved ikke, hvad de hedder. Men de er derude et sted. De lever med Birgittes organer, og jeg ønsker dem alt muligt held og lykke,« siger Per Clausen.

Den 62-årige tidligere Falck-redder og medarbejder på institutioner for psykisk syge og stofmisbrugere er blandt et stigende antal danskere, som har overskud til at sige ja til, at deres afdøde nære familiemedlem medvirker til organdonation. En national handlingsplan skal nu sikre, at de pårørende får en ordentlig tak og støtte til at bearbejde sorgen efter et stort tab. Deri ligger også, at alle pårørende skal have mulighed for at få oplysninger om, hvordan det er gået modtagerne af organerne.

Støtten skal være med til at hjælpe de pårørende videre i livet efter et barskt forløb og en beslutning om organdonation, som de skal træffe i den værste af alle stunder, hvor deres kære, deres ægtefælle eller søn eller søster, ligger for døden efter en hjerneblødning eller en alvorlig trafikulykke.

Det har medført, at han eller hun har fået en dødelig skade i hjernen, er bevidstløs, uden reaktioner og ikke selv længere kan trække vejret, men må have hjælp til det fra en respirator.

Sådan var det også for Birgitte Johnsen i de sommerdage i 2012 – og for Per Clausen, som stod i en situation, som ingen ønsker at stå i, hvor han skulle tage stilling til, hvad der skulle ske med hende, når hun døde.

Hendes familie og børn var enige. For sådan var Birgitte Johnsen. Hun var omsorgsfuld og ville altid hjælpe andre og give noget, hvis hun kunne. Og sådan skulle det også være i døden. Det eneste, hendes børn betingede sig, var, at hendes øjne ikke måtte blive brugt til donation, for det havde de talt med deres mor om. »Hun ville kunne se til det sidste.«

Per Clausen selv havde tilmeldt sig donorregisteret for flere år siden. Det viste sig, at Birgitte Johnsen ikke optrådte i registeret, men han er ikke i tvivl om, at hun ville ønske at være organdonor.

»Birgitte og jeg havde talt om organdonation, og jeg kendte hendes holdning til det. Jeg er også dybt taknemmelig for, at Birgittes familie ville være med til det, så hun på den måde kunne være med til at redde andre.« Hans oplevelse var også, at personalet på intensivafdelingen nærmest drog et lettelsens suk, da han selv nævnede muligheden for organdonation. Så slap de selv for at tage det svære spørgsmål op.

»Her tror jeg, at man ude på afdelingerne skal blive bedre til at spørge folk direkte. Lad være med at pakke tingene ind,« siger Per Clausen.

Han fulgte selv de næste skridt i processen frem mod at erklære Birgitte hjernedød. Blandt andet er det fast praksis at udsætte patienten for forskellige former for påvirkning – f.eks. skarpt lys i øjnene og isvand i ørerne – for at kunne fastslå, at hjernedødskriteriet er opfyldt, og at patienten rent faktisk er bevidstløs, uden reaktioner og uden egen vejtrækning.
Det var en barsk oplevelse. Men det er nødvendigt for ham at være med til, selv om han på intet tidspunkt var i tvivl om, at Birgitte rent faktisk var hjernedød.

»Selv om hjertet stadig slog, var der intet liv, der var ingen smerte, der var ingenting. Men det var mærkeligt – og det rører mig også den dag i dag – at skulle sige farvel til et menneske, man elsker, og som stadig er varm.«

Proceduren blev gentaget en time senere, hvorefter der blev gjort klar til selve operationen, hvor man udtager organerne. Det skal ske indenfor få timer, for at organerne stadig vil være virksomme, og det foregår som ved enhver anden operation.

Her kan pårørende spille en central rolle og har vist sig at være måske de bedste »ambassadører« for donorsagen og til at udbrede kendskabet til mulig-
heden for donation. I handlingsplanen ligger der derfor også en anbefaling om, at der skal være en bedre omsorg for de pårørende. Det er ret og rimeligt, at de får tak for deres svære valg, at der følges op på forløbet, og at alle får mulighed for at få oplysninger om modtagerne af organerne.

»Det har vist sig, at langt de fleste pårørende meget gerne vil have nogle informationer. De har måske mistet deres 17-årige søn, og der kan det have stor værdi at få at vide, at dér trods alt er kommet noget godt ud af det, som ellers er helt meningsløst. Det kan være en trøst og en hjælp i sorgen at erfare, at organerne fra ens nære har været med til at redde liv,« siger udviklingssygeplejerske Lone Bøgh fra Dansk Center for Organdonation.

I bl.a. USA tilbydes de pårørende efterfølgende en form for fællesskab med mulighed for også ligefrem at komme til at mødes med modtagerne og få sat ansigt på dem, der bærer rundt på deres kæres organer.
Så langt afviser man dog at gå i Danmark. Ifølge Lone Bøgh har det således også vist sig at kunne give komplikationer at bringe de pårørende og modtagerne sammen. Modtagerne vil gerne udtrykke deres taknemmelighed, men har også behov for at tage ejerskab på deres nye organ, og hvor længe skal man blive ved med at bevare kontakten til den afdøde donors familie?

»Det kan være svært for modtagerne at afgøre, hvor meget man skal give udtryk for sin taknemmelighed, før donorfamilien synes, det er nok. Derfor holder vi fast i, at oplysningerne i Danmark skal være anonymiserede,« siger Lone Bøgh.

Per Clausen har heller ikke noget behov for at komme tættere på modtagerne af Birgitte Johnsens organer. Nogen gange tænker han på, om de f.eks. har fået et barn eller måske skal til at fejre sølvbryllup.

»Jeg tænker meget på dem – og på at de fik en chance for at komme videre i livet. Jeg håber også, at de behandler Birgittes organer ordentligt, og at ham med lungerne f.eks. ikke ryger. Men jeg har ikke lyst til at vide så meget mere eller møde dem. Det er nok at vide, at det har nyttet med organdonationen,« siger Per Clausen.