Ta’ med mig, ta’ med mig til Joanna’.

De fleste voksne danskere kender drengestemmen fra Kim Larsens sang fra soloalbummet ’Værsgo’.

Dengang for præcis 40 år siden lagde Søren Bernbom sin ungdommelige sangstemme til sangen, der skulle blive soundtracket til en hel generations drøm. Først nu opfyldes Bernboms egen drøm fra dengang i 1970erne. Han udsender snart sit eget album.

Men vejen til Sørens personlige ’Joanna’ har været brolagt med fornedrelse, kriminalitet og den ultimative sorg – at han måtte indse, at han ikke magtede at være forældrer, da han valgte stofferne frem for sin nyfødte datter.

I tiden omkring ’Joanna’ tog Kim Larsen ham til sig som sin uofficielle stedsøn. Men efterhånden kom Søren Bernbom så langt ud i et stofmisbrug, at det er et mirakel, at han lever i dag.

Men en morgen i august 1992 var der ophobet så meget gift, løgn og selvforagt i Søren Bernboms krop, at han måtte slippe stofferne og guldbajerne.

Det blev 180 graders vendingen i hans liv.

- I 40 år har jeg været synonym med ’Joanna’. Så meget, at jeg stadig kan møde folk, som husker mig som drengen fra Larsens sang. På en måde har sangen stået i vejen for mig. I dag er jeg for længst kommet overens med den, fortæller Søren Bernbom.

Om kort tid udsender Søren Bernbom sit første album. Det er indspillet med den tidligere ’One Two’-guitarist Jesper Meilvang og et par af de gamle Christianhavnervenner. Det sidste er både rørende og ironisk. For historien om Bernboms dramatiske ned- og optur er til en vis grad også historien om det berømte Christianshavnermiljø i dansk rock. Gasolin – Larsen, Jönsson, Berlev og Beckleree. Lone Kellermann, Frede Fup, Ole Frø, Stig Møller tilhørte det såkaldte slumstormermiljø. Besættelsen af Sofiegården på Christianshavn i København og siden besættelsen af Christiania.

Nogle overlevede sejladsen med skibet, der hedder ’Christianshavns Kanal’, som Kim Larsen også synger på albummet ’Værsgo’ fra 1973. Andre druknede i sex, drugs and rock’n’roll.

Øretæver i luften

- Jeg forlod min arbejderbaggrund for at tage stoffer. I dag tror jeg, at stofferne var en flugt fra min families forventninger. Min far forventede, at jeg kom til at arbejde på B&W som ham selv, eller i det mindste i havnen. Sådan gjorde man. Christianshavn var et hårdt arbejderklassemiljø dengang. Der var mange øretæver i luften. Hver gang jeg fik bank, sagde min far, at jeg bare skulle slå igen. Det var bare ikke mig, siger Bernbom, der er født og opvokset på Christianshavn i København.

Den sensitive og søgende dreng fandt sig selv i slumstormermiljøet. Her mødte han sjove, kreative og visionære mennesker, der drømte om en bedre verden.

- Jeg kom fra et miljø, hvor man drak en 10-15 øl om dagen. Stofferne, hashen, var en slags oprør. Den dæmpede min uro. Jeg troede, at jeg blev kreativ. At jeg var lige så sej, som de andre. Jeg ved ikke, hvordan jeg havnede i det. Fra jeg var 14-15 år, begyndte jeg at ryge lidt hash og så småt at drikke alkohol. Det startede uskyldigt, men på en eller anden måde, mistede jeg overblikket. Hvad fanden skal jeg sige? Det med stoffer er noget, man bliver forført ind i, siger Søren Bernbom og tilføjer efter en lille pause:

- Det var fedt at tage heroin om morgenen, når man havde det ad helvede til, siger Søren Bernbom.

Han inviterede sig selv til at hænge ud hjemme hos Kim Larsen og kæresten Hanne Qvist. Måske fordi Larsen allerede dengang på en gang både var spændende og en autoritativ, konservativ mand. En periode op til ’Værsgo’ var Larsen en slags reservefar for Bernbom.

- Jeg var sådan lidt familiemedlems-agtig. Kim er vel 14 år ældre end mig. Jeg havde det godt i hans og Hannes selskab. Jeg tror, at han tog sig lidt af mig. På det tidspunkt var jeg mere interesseret i flippermiljøet end i at gå i skole. Var lidt en rod, siger Søren Bernbom med et skævt smil.

- Kim opdragede lidt på mig, fortalte mig, hvad man gjorde og ikke gjorde, sådan en voksen til barn-ting, siger Søren Bernbom.

- En morgen fortalte han, at han gerne ville have mig med på ’Værsgo’. Jeg skulle synge ’Joanna’. Jeg var vildt begejstret. Inde bag flipperfacaden var jeg jo bare et lille barn. Jeg husker, at jeg løb hjem fra Rømersgade til de gamle på Christianshavn for at fortælle dem, at jeg skulle indspille med ham fra Gasolin, siger Søren Bernbom.

Misbruget tog over

Men det gik for Søren, som for så mange andre stofmisbrugere. Han skiftede mellem amfetamin, kokain, heroin. Ofte indenfor få timer. Det overtog hans personlighed og han blev mere og mere upålidelig. Han har kun sporadisk mødt Larsen siden midt-70erne. Det forstår han godt. Man er ikke verdens mest pålidelige menneske, når man junker, som han siger.

- Lad os bare sige det sådan, at jeg fik lang snor af Kim. Han er den eneste, jeg mangler at sige undskyld til. Jeg må se at få det gjort, som han siger.

I 1978 lærte han til gengæld en anden person at kende, nemlig kæresten Janne. Dengang kulminerede christianshavner-festen på værtshusene og i Christiania. Men det gik hurtigt ned ad bakke. Bernbom var med egne ord knokleskæv gennem 1980erne. Der var perioder, hvor det lykkedes ham at holde sig fra heroinen. Så var der bare guldbajerne. En periode på landet gik det rimeligt. Han og Janne fik et barn sammen. Men hver gang, de vendte tilbage til København plumpede de i igen.

De levede på overførselsindkomst, plattede, svindlede og solgte stoffer. Alt hvad man gør, når man er på bunden. Sov i kældre, boede på gaden. Nedturen var total, da de måtte gå ind på en døgninstitution og aflevere datteren. Først 13 år senere fik de kontakt med hende igen. Efter hendes eget ønske.

- Vi levede med et barn på gaden på Vesterbro. Vi kunne godt se, at det kunne man ikke byde et barn. Til sidst var jeg hjemløs. Det var ren selvdestruktivitet. Jeg var på dødskurs. Det er fantastisk, at jeg overhovedet har overlevet. Nogle gange samlede min mor mig op. Tog sig af mig, nursede mig i hoved og røv. Hun kunne se, at jeg var ved at dø. Jeg var totalt destruktiv, siger Bernbom.

Der skulle gå næsten 20 år efter ’Værsgo’, før han slap fri af stoffernes kvælertag.

- Jeg er ikke specielt religiøs, men en morgen sidst i august 1992 blev jeg ramt af en form for ’Grace of God’. Jeg har ikke andet ord for det. Alt inden i mig afviste stofferne. Jeg var ved at blive vanvittig. Min kæreste fandt mig på gaden, hvordan ved jeg ikke, men hun vidste, at det var nu eller aldrig. Hun og et par andre fik mig ind på et behandlingshjem på Lolland. Jeg ankom med alt, hvad jeg ejede. Det vil sige en pose med fire T-shirts, et par underbukser og et ødelagt stereoanlæg. Jeg tjekkede ind 5. september 1992. Siden har jeg ikke drukket eller junket. Det mærkelige er, at jeg aldrig har haft lyst, siger han.

Kærligheden er vejen

Næppe havde han sluppet stofferne, før han viede sit liv til andre misbrugere. Bernbom fik en uddannelse inden for Minnesotabehandling i USA. Senere en behandleruddannelse, senere igen en uddannelse som psykoterapeut i København.

Dermed er han en af pionererne, når det gælder uddannelse i dansk misbrugsbehandling. For fire år siden flyttede han sammen med Janne til Bornholm og fik job på Sct. Ols behandlingshjem. I dag er han tilbage i et nyt projekt i København. Samtidig med at han udsender sit album.

- Min redning beskrives bedst i ’Håber og tror’ på pladen. Den fortæller om at vågne op en morgen og indse, at kærligheden er vejen. Det lyder klichéagtigt for nogen. Men det var det, jeg mødte, da jeg vågnede. Jeg blev mødt med kærlighed og forståelse af ligesindede. Indtil da havde jeg afvist alt. Man vågner til live, opnår en erkendelse af, at man har ødelagt sit følelsesliv.

Kærlighed for Bernbom er det arbejde, han i nu 20 år har lagt i arbejdet med folk, der har slået sig på livet. Men det er også kærligheden til kæresten.

- Vi har et vildt makkerskab, samtidig har vi formået at bevare sensualiteten og ilden. Det er vigtigt, når man har holdt sammen i så mange år. Janne er en hjørnesten i mit liv. For et par år siden trådte jeg ud af et job til 40.000 kroner om måneden for at arbejde med musikken. I begyndelsen forsørgede hun mig. Vi har jo også svigtet hinanden igen og igen, da vi var længst ude. Vi har bare været utroligt heldige, eller skæbnen har været med os. Jeg har lavet en masse lort i en periode – jeg håber, at jeg på bunden har været i orden, siger Bernbom.

Måske finder Søren Bernbom aldrig ’Joanna’. Men han har fundet sin Janne. Og sin datter, der for længst har tilgivet sine forældre. For 11 år siden gjorde hun ham til morfar.

- Det havde jeg sgu aldrig troet at jeg skulle komme til at opleve.