Egon Petersen har oplevet så meget, at han er mere end mæt, mens Lis Christiansen gerne vil blive her lidt endnu. På plejehjemmet Egegården i Gladsaxe taler beboere og personale åbent om døden, som af og til kommer forbi.

Lis Christiansen sad i stolen på stue 4010 den fredag formiddag, hun hørte lyden ude fra gangen. En lyd af hjul, der kørte hen over de lange, lyse egetræsplanker, men under en tungere vægt, end når plejehjemsbeboerne på Egegården skubber rollatorer foran sig på selvsamme gulv.

Hun vendte blikket mod døråbningen og så kisten med en medbeboer blive skubbet forbi.

»Det var, lige så min mave trak sig sammen af bare chok,« husker 76-årige Lis Christiansen om synet, der mødte hende for et par uger siden.

Selv er hun ganske rask og rørig. Kan selv komme rundt på plejehjemmet og tage op og ned med elevatorerne for at besøge sin mand, Finn Christiansen, som bor på en af de andre afdelinger i huset. Men da kisten kørte forbi døren, slog det hende, at det ikke er givet, at hun har det helt så godt om tre år. Eller om to.

»Det er et dejligt sted at være, og jeg farer rundt til det ene og det andet, dag ud og dag ind. Men pludselig bliver man mindet om, hvor det bærer hen for os alle – og det er nu ikke så rart at tænke på,« siger Lis Christiansen.

Hun tør godt tale om det – om døden.

»Den er her jo,« siger Lis Christiansen.

Det tør størstedelen af de beboere, Berlingske har mødt i løbet af en uge på Egegården. Måske fordi det ikke er til at tage fejl af, at plejehjemmet for mange ældre bliver det sidste hjem.

Få år i det sidste hjem

Den gennemsnitlige plejehjemsbeboer flytter ind i en alder af 83 år og otte måneder og bor på plejehjemmet i to år og otte måneder, fremgår det af Sundheds- og Ældreministeriets seneste kortlægning af livet på de danske plejecentre, som huser nogle af landets ældste og svageste borgere.

I en caseundersøgelse fra 12 plejecentre konkluderer Ankestyrelsen desuden, at omsorg for døende er et fremtrædende tema, hvilket stemmer overens med selvopfattelsen på Egegården. Her modtager beboere og pårørende ved indflytning pjecen »Den sidste tid«. I månedsbladet er en fast side helliget »goddag og farvel«, og i det hele taget er døden på mange måder indenfor på Egegården, forklarer centerleder Jessie Lykke.

»For de fleste beboere er dette deres sidste hjem, og de oplever flere medbeboere, der går bort, mens de er her, så det er helt naturligt, at vi taler om døden. Både med beboerne og deres pårørende. Det er en meget vigtig opgave for os at give den enkelte beboer en så værdig død som mulig. Det gør vi ved at respektere den enkeltes ønsker for de sidste timer og dage. Derfor har vi også i de seneste mange år kompetenceudviklet personalet til at håndtere denne svære tid,« forklarer Jessie Lykke.

Og det gør de. På Egegården taler de om døden under måltiderne, når de er på udflugt til Bakken, og når de inviterer indenfor. Langtfra hele tiden, men berøringsangst for livets ende findes ikke her. Heller ikke på stue 5040, hvor 97-årige Egon Petersen bor.

»Jeg føler mig klar til den sidste rejse,« bedyrer han fra sin foretrukne plads i lænestolen ved vinduet.

»Jeg har oplevet mere end rigeligt i min tid,« fortsætter han og rejser sig for at hente en blå plastmappe, der ligger på chatollet.

Det er livshistorien, som han nedskrev, efter at han fyldte 70 år.

»Her står næsten det hele, og jeg kan da huske det meste endnu,« siger Egon Petersen og sætter sig igen.

Så fortæller han. Han fortæller om opvæksten på familiens landbrug ved Ringsted som den yngste i en søskendeflok på otte og om eftermiddagene i skoven, hvor han øvede skuespil for sig selv, fordi drømmen om et liv på scenen ikke harmonerede med forventningerne om at gå i faderens fodspor og blive landmand. Han fortæller om mødet med sin nu afdøde, jødiske hustru, Chaja, og gengiver i detaljer, hvordan de to under Anden Verdenskrig måtte flygte til Sverige i en fiskerbåd. Han lå i hyttefadet med flere andre danske flygtninge, hun lå i skippers køje, fordi hun var højgravid.

Klar når dagen kommer

Egon Petersen peger hen mod sengen. På væggen over den hænger fire portrætter, han selv har malet og sat i hver sin guldramme. Et af ham selv, et af hustruen og to af de sønner, de fik sammen, hvoraf den ene er død. Det samme er den kvinde, han blev forlovet med i 1939, da krigen ulmede.

Egon Petersen »går ikke sådan og bruger tid på døden til daglig«. Men han er klar, »når dagen kommer«.

»Tænk, jeg har levet i 97 år og oplevet så meget, at jeg sagtens kunne trække noget fra og stadig være mæt,« siger han.

»Jeg har sagt til Vorherre, at når han engang går forbi min dør, er han velkommen til at trykke på kontakten.«

Dértil er Lis Christiansen endnu ikke nået til.

»Der må gerne gå nogle år, før de kører mig ud i kisten,« siger hun.

Lis Christiansen trækker ud på gangen, hvor hun møder sosu-assistent Karina Manley Nielsen. Lis Christiansen spørger, hvorfor de afdøde beboere egentlig bliver kørt ud, så alle kan se det.

»Vi brænder jo for, at alle får det godt, mens de er her, og at alle får en værdig afsked,« forklarer Karina Manley Nielsen og fortsætter:

»De kommer ind ad hoveddøren, og så skal de ikke sendes ud gennem kælderen.«