"Godåw - det er landposten i Lemvig!" siger den rødjakkede og taler højt og jysk ned i røret. I telefonens anden ende aner vi, hvordan Suzanne Bjerrehuus gisper forbløffet. Hun sidder langt væk - i Frankrig - og er så drøn-spændt på, om hendes bog er på bestseller-listen, at hun tidligt om morgenen havde ringet til sin svigerinde for at be' hende kigge i avisen.

"Den er da ikke kommet endnu - det her er jo langt ude på landet," havde Jane Aamund svaret. Og lovet hende besked "så snart landposten kommer".

Og nu står han altså her i Janes køkken, den rare landpost, og ringer til et sted i Frankrig.

Landposten har poker-fjæset på... men man kan alligevel godt se, hvor meget det morer ham sådan at ha' taget fusen på Suzanne, dernede på det mondæne slot, hvor hun holder ferie med Asger.

Med gravrøst læser landposten op, at jo, "Er vinter nær" ligger nr. 1. Ved siden af ham står Jane og griner lydløst.

Solen slår smut ind i hendes landkøkken. Dagen er først lige begyndt, men den tegner godt. For humøret er i top over hele linien: Suzanne er glad over opringningen, Jane er glad over sin joke... og landposten - ja, han har godt nok rigtig fået noget at fortælle!

Sådan er Jane - hun kan ikke lade vær'. Er der lidt fis og fest, der kan findes på, så kan man roligt regne med hende.

Jo, lærken ER kommet. Og den øver sig forsigtigt på sine triller. Den har plads nok - for der er højt til loftet her i Vestjylland, hvor Jane Aamunds liv er på time-share i det lyse, ombyggede husmandssted, hvor hun bor med udsigt over Limfjorden.

Området her ved Nørre Nissum er der ikke meget det mørke Jylland over. Og så vidt vi kan se, denne morgen i marts, så vender kragerne ikke. De bli'r. Ligesom Jane - så meget det overhovedet kan lade sig gøre.

Mange af vennerne ryster på hovedet og spø'r, hvorfor hun ikke hellere køber sig en lejlighed i London, i stedet for at grave sig ned herovre. Jane føler det overhovedet ikke sådan selv. For hende er området her at være kommet hjem. Og det eneste, hun graver sig ned i, er det hun elsker: arbejdet.

Hendes mand, Nils, sagde sidste år, da hun købte huset, at han fanme' ikke ville bo et sted, hvor træerne ligger ned. Men nu er han blevet så begejstret, at han glad og gerne kommer over for at holde weekend, spille golf og køre Jane hjem til Hørsholm.

"Niels skulle bare sige Øv, jeg kan ikke se Oddesund-broen! én gang...så var naboen der og klippede de træer, der tog udsigten. Så nu kan han," siger Jane, der går skruk med et par nye bøger.

"Jeg har endnu et æg, jeg skal ha' lagt: den store familieroman om min vestjyske familie. Min far flyttede - ret demonstrativt - hjemmefra, når mors jyske familie kom på besøg i Gentofte. Jeg kan huske bedstefar og hans lange pibe, men det slår mig, hvor lidt familier faktisk ved om hinanden. De mennesker, jeg vil skrive om, er væk nu - og alligevel ikke helt. For de lever i min kærlighed og mine tanker."

Jane regner med, at den jyske roman kommer til at ta' mindst to års arbejde. Det er allerede begyndt:

"Jeg snuser rundt i missionshuse og kirker, og jeg taler med de gamle på plejehjemmet. Det er som en julekalender: jeg går og lukker låger op til det, jeg vil fortælle om den store nedtur, om rejsen fra Jylland til København og om et ægteskab - min mormors. Det bliver en fortælling om smerte og tab, men også om kærlighed, om en stor gård og en stor slægt.

De hakkede ikke i det, på den gård, bedstefar aldrig skulle ha' overtaget - Nørre Vinkel. Min fortælling begynder upstairs, men så tabes både penge, gård og position. Nogen tog til Canada, andre blev herovre i Vestjylland og blev forældre til min fætter Chresten - det var ham, der fandt det her lille hus til mig. Det er fra 1880 og noget, jeg har drømt om lige siden jeg var lille."

Jane forestiller sig, at romanen skal begynde dér hvor hendes mormor og morfar møder hinanden, og slutte med deres datter, Lauras død.

"Moster Laura havde et hårdt liv. Hun var syerske på en klædefabrik, havde ansvaret for en børneflok og var ung pige i huset hos os. En dag da jeg - den kræsne og forkælede ni-årige - nægtede at spise min mad sagde moster Laura: "Mens du sidder dér og vrænger, sulter mine børn!". Jeg glemmer aldrig hvor meget, jeg skammede mig.

Læs mere i dagens B.T.