Mandag morgen ringede en ven til mig for at fortælle, at han netop havde set på nettet, at forfatteren Jan Sonnergaard var blevet fundet død i Beograd. Den triste, tragiske nyhed blev desværre bekræftet af Ritzau-telegrammer og ’breaking news’ på TV2 News, da jeg straks efter tændte for computer og fjernsyn.

Jeg har været til alt for mange begravelser af jævnaldrende mandlige venner og bekendte i de sidste seks-otte år. I de fleste tilfælde modige, interessante og kompromisløse mænd, der betalte en høj pris for at gå op imod konsensus og tidsånd, ikke mindst da i litteratur- og kulturmiljøet. Jan Sonnergaard er nu desværre, som kun 53-årig, blevet en af dem, der ofrede det hele for kunsten – og døde alt, alt for tidligt.

Vi mødtes første gang i slutningen af 90’erne og lærte hinanden rigtigt at kende, da vi sammen med en broget flok af andre gode gutter tilbragte en måned i Havana for at voldfejre millennium-nytåret i 1999/2000. Så sent som for et par uger siden sendte jeg ham et postkort fra St. Pauli i Hamburg med et fint, gammelt, sort-hvidt foto af en prostitueret, der venter på sømænd ved havnekajen.

Jeg håber, han nåede at modtage det, da jeg tror, at han ville have påskønnet både hilsen og billed. Jan huskede nemlig altid selv at skrive fra sine mange rejser rundt i Europa gennem årene, og det er der faktisk ikke mange, der gør mere.

Under alle omstændigheder vil jeg altid huske Jan Sonnergaard for hans mod og stil som forfatter - en af de få danske kolleger, jeg virkeligt beundrer! - og for hans karakter som mand og menneske.
Da han fik sit bragende fortjente gennembrud med novellesamlingen ’Radiator’ i slutningen af 90’erne, var han med til at trække litteraturen tilbage til virkeligheden og dens skyggesider. Og at dansk skønlitteratur ikke længere, som dengang, bliver total domineret af fesen Forfatterskole-minimalisme, er i høj grad hans fortjeneste. Jeg er overbevist om, at især de tre novellesamlinger – ’Radiator’, ’Sidste søndag i oktober’ og ’Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen’ – vil blive stående som samlet novelle-hovedværk.

Jan var desuden noget så sjældent som en loyal mand, som man virkelig kunne stole på. Jeg kan bl.a. personligt takke ham for, at jeg i år fik tildelt Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat på et tidspunkt, hvor jeg personligt var ved at kaste håndklædet i ringen ...

Jeg ved, at jeg altid vil savne vores sjældne, men snapsegode herrefrokoster, vores mangeårige postkortudveksling og vores fortløbende diskussion om den moderne tidsalders dårskab, politiske korrekthed og honette ambitioner.

Og jeg håber i det mindste, at Jan nåede at drikke noget Slivovitz, spise noget god mad og kneppe et par søde kvinder i Beograd, inden han faldt om. For Jan var en ægte livsnyder, der uden at overdrive satte pris på spiritus, tobak, gourmetmad og skønne kvinder. I evig trods mod tidens sundhedsfanatisme og nypuritanisme, som den enegænger han dybest set var.

Henrik List er forfatter til i alt 17 bøger – senest romanen ’Solen skinner aldrig på en go-go-bar’ og tegneseriealbummet ’Pussyland Express’.