Der er ’ingen kære mor’, når tv-vært og tidligere jægersoldat Lothar Friis, 46, vender hjem efter to måneders tv-ekspedition og opdragelsestur med fem forkælede teenage-piger i Nepal.

Så venter hverdagen og udfordringen som far til fire, hvoraf de tre er delebørn og i teenage-alderen. Privat danner han par med DR-værten Puk Elgård, og sammen har de sønnen Robin på 11 år.

- Du må spørge dig selv, hvordan du vil huskes som far og forælder. Om at være til stede i dine børns liv. Vi er tilbøjelige til at glemme os selv i den magnetiske hverdag og spæne rundt i ’hamsterhjulet’. Jeg har også lært meget af pigerne om, hvordan jeg som far har set på mine egne døtre. Jeg er ikke et orakel. Jeg har da også mine udfordringer. Men jeg kan med stolthed sige, at jeg har aldrig skændtes med mine børn. Jeg møder dem altid i øjenhøjde og lytter til, hvad de siger. Men de må også forstå, at der er nogle spilleregler, og at det er mit og Puks hjem. Der skal være en balance, og der skal stadig ryddes af bordet og sættes i opvaskemaskinen, siger Lothar Friis, der stadig kan blive overrasket over, at han gang på gang skal gøre opmærksom på, at man rydder op efter sig.

Mange forældres helt

- Det kan siges på mange måder, men mine børn er aldrig i tvivl om, at jeg mener det, siger Lothar Friis.

500 forældre stod i kø for at sende deres teenagepiger af sted med den rolige og afdæmpede tv-vært, der til daglig lever af at være coach for erhvervsfolk på direktionsgange og bestyrelser. Eller som sikkerhedskoordinator på filmprojekter som ’Flammen & Citronen’ og ’Hævnen’

Han får tak fra forældre, der er lettede over, at det nu er helt legalt at diskutere, hvornår der sidst er blevet ryddet op på værelset eller lagt tøj sammen, og kan blive helt rørt, når unge helt ned til 13-14 år stopper ham på gaden og siger: Du er blevet vores helt derhjemme.

Blev vred, men fortrød straks

’Ingen kære mor’ er blevet lige så stor en øjenåbner for de 600.000 seere derhjemme som for de fem piger, der var med på turen i Nepal.

Kun én gang under de 18 dage i Nepal blev han for alvor vred - og fortrød straks efter.

- Pigerne skulle til en yogatime - de havde fået et ur, og jeg havde gjort klart, at de skulle komme til tiden. Det gjorde de så ikke, og så blev jeg vred. De kunne lige så godt have givet mig fingeren. Men vi fik dyrket yoga og endte med at give hinanden et stort knus.

Når Lothar Friis er af sted, betragter han pigerne som sine døtre.

- Jeg er dybt taknemmelig for den tillid, deres forældre viser mig. Min opgave er at gøre dem bedre til noget, de kan i forvejen, og finde deres egne styrker, men også lære at værdsætte, hvor godt de har det. Jeg skal ikke sende nogen hjem. Det ville da være et underligt signal at sende: hvis de er opgivet derhjemme, skal de så også smides ud her? Som forældre må vi tage de udfordringer, vi får i vores hverdag. Hvis jeg ikke kan vise, at man kan tage dem, men bare sender dem hjem, er jeg så en skid bedre? Ikke i mine øjne.