Jeanette Ottesen Gray (f. 1987) er en dansk elitesvømmer, der har vundet adskillige guldmedaljer. Årets Svømmer i 2011 og Årets Sportsnavn 2011. Hun startede i Lyngby Svømmeklub, da hun var 12 og deltog året efter i det første internationale mesterskab Ungdoms OL i 2001. I 2004 og i 2008 deltog hun i OL. Hun har dansk rekord i 50 og 100 m butterfly, vandt VM i 100 meter fri i 2011 og desuden 3 guld og 3 sølvmedaljer ved EM i december.

God stemning i folkeskole

De første otte skoleår gik jeg på Lyngby Privatskole, men efter jeg begyndte at svømme meget, kunne de ikke acceptere det. De respekterede ikke, at jeg var rigtigt god til min sport, og at jeg nogle gange var bagud med skolearbejdet. Så jeg var nødt til at skifte skole, og det var jeg lidt ked af, fordi jeg havde gode venner der. Jeg kom så til Kongevejen skole, hvor jeg gik i niende klasse, og det var helt fantastisk, de respektrede mig og var stolte af mig. Kongevejen skole var en helt almindelig folkeskole, og der var meget mere afslappet og glad stemning. Der var de glade for, at jeg havde noget andet at gå op i ud over skolen. På billedet er jeg sammen med min svømmekammerat Micha, og jeg var 16 år.

Hans stemme dirrede

Bobby friede til mig, da vi var på ferie i Las Vegas i sommeren 2010 netop den dag, vi fik taget der her billede. Vi havde snakket om at blive gift, men ville egentlig vente til efter OL i år. Bobby havde spurgt min far om lov en måned før, og jeg havde ingen idé om det. Vi boede på Hotel Trump, og hans planer for at fri til mig, gik lidt i vasken, for det skulle ske på taget. Men der kunne man ikke gå op. Derfor friede han til mig inde på vores meget smukke værelse med panoramaudsigt over hele Las Vegas. Vi havde været ude hele dagen, og jeg var simpelthen så træt og ville i seng. Men han insisterede på, at jeg skulle hen til vinduet, og så begyndte han at snakke, og jeg kunne ikke rigtigt få øjenkontakt med ham, og hans stemme begyndte at dirre. Men han sagde ordene, og jeg blev simpelthen så rørt og fik tårer i øjnene og sagde ja med det samme. Vi spiste så jordbær med chokolade og drak champagne, og jeg skrev det til min mor.

Bowle med diamant

Til min 18 års fødselsdag fik jeg her en guldfisk i en bowle, som blev kørt ind på et bord af min far. Det var først da mine kusiner sagde: 'Se Jeanette, der ligger noget på bunden', at det gik op for mig, at der lå en guldhalskæde med mit navn og med en diamant i. Jeg fik også et kørekort af mine mormor og morfar, som jeg tog på et tre ugers turbokursus.

Kærester i otte år

Bobby og jeg blev gift i Holmens Kirke, og festen foregik på Bellahøj kro med 60 gæster. Vi lærte hinanden at kende, da jeg var 12 år og han var 13, og fire år senere blev vi kærester og det har vi nu været i otte år - lige på nær en enkelt periode på tre måneder.

Jeg skulle bide

Det her er fra højdepunktet i min karriere ind til nu, hvor jeg vandt VM i 100 meter fri i . Bagefter gik jeg en runde om bassinet, hvor der sidder fotografer, og de spurgte, om jeg ikke nok ville bide i guldmedaljen. Indtil 2010 svømmede man i plasticdragter, og alle svømmede hurtigere, fordi der var mere opdrift og mindre modstand, så det blev forbudt. Det var en fantastisk følelse, og det gav omkring et sekund på 100 meter.

Scooter på Kreta

Det var helt fantastisk, da jeg som barn var på ferie med familien på Kreta. Vi lejede scootere og kørte op i bjergene. Jeg voksede op i Lyngby ved København, og min far var også dengang inspektør på Ballerup tekniske skole, og min mor var sekretær i FDM camping i Lyngby ligesom i dag.

Lagde arm og vandt

Her et billede fra sportsgalla i 2010, hvor journalisten Mads Korsager fra sporten.dk, spurgte mig, om jeg ville lægge arm. Det ville jeg da gerne, så vi lagde os hen over bordet - mig i fin kjole og ham i jakkesæt - og der tabte han.

På gran canaria

Her var jeg på Gran Canaria sammen med min mand Bobby, som i dag arbejder i IT-branchen og er ved at være færdig med sit speciale. 

Af Simon Riedel