Med 300 kilometer i timen stryger det futuristisk udseende Shinkansen-tog mod sydvest. Herinde er det lige så tyst, som sad man i en lænestol hjemme i sin egen stue, men uden for vinduerne passerer i rasende fart først Tokyos langstrakte forstæder, så industriområder, søvnige provinsbyer og nu rismarker, søer og bjerge.

Der er kun gået en times tid, siden vi forlod den travle megaby med næsten 20 millioner indbyggere, og vi er allerede nået næsten halvvejs til vores mål, 510 km fra Japans hovedstad. Jeg er i gang med frokosten. En »o-bento«-madpakke, som jeg købte i et af Tokyo Stations mange udsalgssteder. I den lille træ-æskes små rum ligger nudler med rejer, marinerede svampe, en rispandekage med grønsagsfyld og et stort sushi-stykke. Det er godt nok noget andet end de hjemlige 7-Eleven-trekantsandwiches, tænker jeg og fanger en stor, lyserød reje med spisepindene.

Pludselig stiger en røgsky op fra en af sæderækkerne foran mig.

Stadig med spisepindene i hånden går jeg hastigt hen for at se, hvad der sker. Er der mon gået ild i noget? Men nej. Røgen – der viser sig at være vanddamp – stammer fra en af mine danske rejsefællers »o-bento«. Han har købt en frokost-æske med ris og kød, og den er så smart lavet, at den kan lynopvarme maden. Dampskyen var steget til vejrs, da han tog låget af æsken.

Det er Japan i en nøddeskal. En selvopvarmende madpakke med en traditionel ris-ret indeni. Sådan havde de seneste to dage i Tokyo også været. Konstante møder mellem det nyeste nye og det årtusindegamle. På den måde var det ret passende, at vi nu sad i et fremtidsagtigt tog på vej lige lukt mod fortiden: Den gamle kejserby Kyoto.

Historien om Kyoto
Gennem flere end tusind år var Kyoto Japans største, vigtigste og mest prægtige by. Det var her, kejseren residerede; det var her, de største buddhistiske helligdomme fandtes; og her, den japanske kultur nåede sine mest raffinerede højder. Selv da den reelle magt siden fulgte med shogunerne – krigsherrerne, der styrede Japan fra midten af 1300-tallet – til deres skiftende foretrukne byer, opretholdt Kyoto sin status som Japans hovedstad.

Det var først under Meiji-restaurationen i 1868, hvor kejserfamilien genvandt magten fra krigsherrerne og brød Japans århundrederlange selvvalgte isolation, at Kyotos tid som hovedstad var forbi.

Det tidligere så magtfulde, men nu overvundne, Tokugawa-shogunat havde da forlængst gjort sin magtbase, Edo, til en af verdens største byer med flere end en million indbyggere. Nu rykkede kejser Meiji ind i Edo, omdøbte den til Tokyo, og gjorde den til sin egen hovedstad. Her lå fremtiden. Kyoto var fortid.

I dag er Kyoto selv blevet en storby med 1,5 millioner indbyggere, men i forhold til Tokyo synes den som en miniput. Det viser sig allerede, når man står af Shinkansen på Kyoto Station og opdager, at stationen er ganske overskuelig, og at metrooversigtskortet, i modsætning til Tokyos virvar af mangefarvede streger og utallige stationer, kun har to hovedlinjer – Tozia og Karasume, som vi tager med den korte tur hen til vores hotel, der ligger ved det gamle kejserpalads og den enorme park, der omgiver det.

Egentlig skulle der slet ikke have været noget Kyoto i dag. I hvert fald ikke, som man kendte den. Den gamle kejserby var under Anden Verdenskrig udset af amerikanerne til at være målet for den første atombombe. Ikke forbi byen havde nogen militær-strategisk betydning, men fordi man dermed kunne ramme japanerne, hvor det gjorde mest ondt: I hjertet af den nationale identitet. Når først Kyoto var udslettet fra Jordens overflade, ville japanerne gå i chok og overgive sig betingelsesløst, mente man.

Et af historiens mest skæbnesvangre tilfælde ville imidlertid, at det ikke blev Kyoto, men Hiroshima, der for evigt skulle blive forbundet med den ultimative dødsmaskine.

Den amerikanske krigsminister Henry L. Simpson havde nemlig været på bryllupsrejse i Kyoto i 1920erne og var faldet for den smukke by, så han gjorde alt, hvad der stod i hans magt, for at få slettet den fra listen over atombombemål. Som vægtigste argument brugte han overfor præsidenterne Eisenhower og Truman, at omverdenen ville fordømme USA, hvis man udslettede så vigtige kulturelle mindesmærker, som Kyoto rummede.

Missionen lykkedes. Kyoto røg af listen. Hiroshima og Nagasaki rykkede op.

Byen rummer flere end 1.600 buddhistiske templer og 270 shintohelligdomme. Hertil kommer kejserpaladset, Tokugawa-shogunslægtens Nijo-borg (selv om Edo var Tokugawas magtbase, havde shogunen naturligvis også en borg i hovedstaden), de kejserlige villaer og haver og en række af Japans mest spændende museer. Alene i Kyoto og omegn er der 17 UNESCO-verdensarvsteder.

Men det er bare tal. Det, der tæller, er den mageløse skønhed og rige historie, disse tal repræsenterer. Som for eksempel tempelkomplekset Kinkaju-ji i byens nordlige udkant – et sted, som Simpson-parret utvivlsomt besøgte på deres bryllupsrejse.

Komplekset, der er et af verdensarvstederne, er uomgængeligt af to grunde: Park-området, der regnes for et af de vigtigste eksempler på den særlige japanske havekunst, der blev forfinet i 1300-1500-tallet, og hvor bygninger, parken med stiliserede landskaber i miniformat, samt den omkringliggende vilde natur er afstemt hinanden i perfekt harmoni, og så Guldpavillonen.

Den treetagers pavillon med guldbelagte vægge stammer tilbage fra 1397, mens resten af tempelbygningerne er kommet til senere. Den var oprindelig et beboelseshus, men blev siden indrettet til at huse en statue af shogunen Yoshimitsu og var smukt udsmykket med vægmalerier. I 1950 blev en munkenovice imidlertid så frustreret over pavillonens skønhed, at han satte ild til den og derefter forsøgte at begå selvmord ved på traditionel vis at skære maven op på sig selv.

Det mislykkedes imidlertid, og munken blev i første omgang sendt i fængsel, men blev løsladt, da var blevet fastslået, at han led af både skizofreni og paranoia.

Guldpavillonen blev genopført i 1955, og selv om både den – og statuen indeni – er en kopi, er det stadig underskønt at se den spejle sig i vandet i den lille sø, den ligger ved.

Nijo-borgen
Smuk er også Nijo-borgen fra 1603, der er et godt eksempel på den særlige japanske æstetik, der ikke kun kommer til udtryk i kunsthåndværk og mad, men også når det handler om rå power.

For på shogunens borg har skønheden en funktion. Perlegruset omkring selve borgen skulle sikre, at indtrængende tropper ville blive afsløret af grusets knasen, hvis de forsøgte at snige sig ind, og indenfor er de mange rum med skydedøre og vægge af papir lavet, så shogunens soldater ikke kunne spærres inde under et angreb, men omgående kom ham til undsætning.

Mest imponerende er dog »Nattergalegulvet«, der går hele vejen rundt om borgens indre gemakker. Det er lavet af utallige små træstykker, der er sat sammen ved hjælp af metaldele, der gnider mod hinanden med en lys, knirkende lyd, blot den mindste vægt belaster gulvet. Selv ikke den mest veltrænede ninja i Japan ville have kunnet snige sig ind til shogunen.

Når man sammen med de øvrige gæster bevæger sig rundt i borgen for at se de fine vægmalerier, træudskæringerne og de forskellige rum, lyder det på magisk vis, som om man går i skov fuld af syngende fugle.

En tredje helt unik oplevelse finder man i shinto-helligdommen Fushimi Inari-taisha, der ligger i Fushimi-ku, et bjergrigt område uden for selve Kyoto. Her er det ikke så meget den store tempelhovedbygning, der er attraktionen, selv om den også er imponerende, men områdets tusindvis af orange-røde torii-porte.

Templet er, som navnet siger, viet til Inari, der er risens gud, men også er en slags skytshelgen for handel og håndværk. Ved at donere en torii-port og et pengebeløb til templet, viser man sin hengivenhed overfor Inari – og skulle han have lyst til i taknemmelighed at tilgodese én i forretningslivet, ja, så gør det jo ikke ligerfrem noget.

Gennem tiden har templet fået skænket så mange porte, der nu står så tæt – nogle steder med mindre end en halv meter imellem – at de udgør et flere kilometer langt gangsystem, som fører de besøgende rundt gennem grønne bambuslunde og op og ned ad en bjergside, inden man atter ender ved udgangen.

Undervejs på turen er der mange afstikkere til små bedesteder med mindre torii-porte og stenfigurer af ræve, gudernes sendebud. Mange af rævene, der har nøglen til riskammeret i munden, er udstyret med strikkede røde »forklæder« og huer, der skal holde dem varme i vinterkulden.

Fushimi Inari-taisha er en af Japans vigtigste helligdomme, og derfor er her ofte rigtig mange mennesker. Rekorden blev slået i 2006, hvor tempelområdet blev besøgt af 2,7 millioner gæster i løbet af blot tre dage.

Afslappet og imødekommende stemning
Kyoto er dog mere og andet end de gamle templer og paladser. Som i det øvrige Japan lever fortiden, nutiden og fremtiden side om side her.

I den centrale del af Kyoto finder man det gamle Gion-kvarter, hvor man har bevaret en del af de traditionelle, lave tehuse i træ. Her støder vi ind i to vaskeægte geishaer i silkekimonoer og parykker og med hvidsminkede ansigter.

Så geishaerne findes skam stadig, men det ældgamle erhverv er ved at uddø. Ikke fordi tiden er løbet fra de særlige »værtinder« (de er IKKE prostituerede, men uddannet i poesi, musik og konversation), men fordi stramme budgetregler indenfor det offentlige nu kræver kvitteringer for alt. Og da man således i sit regnskab ikke længere kan maskere de 20.000-30.000 kr., en aften i geisha-selskab let løber op i, er det kun rige, private forretningsfolk, der benytter sig af geishaernes services.

På vejen fra Gion til det store Nishiki-marked, der ligger i den moderne del af byen, passerer jeg adskillige gange kvinder i kimono og træsandaler. De er ikke geishaer, men helt almindelige indbyggere, og et par unge kimonoklædte piger reagerer som masser af andre japanske piger, da de ser mit kamera: Storsmiler, gør v-tegn og stiller sig i den velkendte japanske fremoverlænede foto-positur.

I det hele taget er der en afslappet og imødekommende stemning i det meste af Kyoto, der med sine mange parker, buddhistiske bedesteder og gamle bygninger er en velkommen pause fra sansebombardementet Tokyo – man ser ovenikøbet folk på cykler her i byen.

Noget mere hektisk er der dog i det moderne trafik- og handelscentrum, der er koncentreret omkring de boulevard-agtige gader Shijō og Teramachi.

Her finder man Nishiki-markedet, der breder sig labyrintisk ind i de smalle sidegader. Her overvældes man af først og fremmest et enormt udbud af smukt præsenterede japanske specialiteter – fra frugt og grønt til fisk, kød og snacks.

Jeg går ind på en lille restaurant og spiser en lækker frokost med miso-suppe, nudler, grønsager samt grillet blæksprutte og skaldyr for blot 50 kr. Gad vide, om man kan få sådan en frokost som selvopvarmende »o-bento«-madpakke til Shikansen-turen tilbage til Tokyo i morgen?

Rejseliv var inviteret til Japan af Albatros Travel.