JAPAN: Den japanske regering har lørdag godkendt, at to atomreaktorer igen begynder at producere strøm til landets befolkning og virksomheder.

Det er første gang, det sker, efter sidste års omfattende jordskælv og tsunami, som truede med at sætte gang i et ødelæggende ragnarok, da atomkraftværket Fukushima blev alvorligt beskadiget i marts 2011.

Beslutningen om at genstarte de to reaktorer blev meddelt af premierminister Yoshihiko Noda under et møde, hvor andre centrale japanske ministre også deltog.

Der har været voldsomme protester mod igen af lade atomkraftværkerne operere, og beslutningen om alligevel at gøre det bliver anset for en sejr for den japanske energindustri, som stadig står stærkt i det asiatiske land, skriver Reuters.

Noda frygtede dog, at et nej til atomkraft ville skade landets økonomi, og derfor har han presset på for at få aftalen gennemført. Noda er blandt andet blevet åndet i nakken af de japanske virksomheder, som længe har klaget over de høje elpriser, som de mener, tvinger virksomheder til at flytte ud af landet.

Japan har i alt 50 atomreaktorer, som alle har stået stille siden jordskælvet og tsunamien sidste år.