Janus Friis blev en af Danmarks rigeste mænd, da han oprindeligt solgte Skype første gang, men nu har han så gjort det en gang til - og er blevet milliardær en gang til.

Danske Janus Friis og holdet bag IP-telefonitjenesten Skype forhandlede tirsdag færdig med Microsoft om et salg af Skype for 8,5 mia. dollars (44,2 mia. kroner). Dermed kan Janus Friis notere sig en ganske særlig rekord.

Det pudsige er, at det er anden gang, Janus Friis bliver milliardær af at sælge Skype. Det blev han nemlig også i 2005, da han og Zennström solgte selskabet til eBay for et beløb i omegnen af 16 mia. kroner.

Siden har der været ubegribeligt meget ballade om Skype, og de to stiftere har ført langstrakte sager mod eBay, fordi selskabet - efter Friis og Zennströms udsagn - havde pillet i noget grundlæggende computerkode, som Friis og Zennström fortsat ejer rettighederne til.

I 2009 solgte eBay hovedparten af Skype til en broget investorkreds med Netscape-stifter Marc Andreesen i spidsen - og for at undgå yderligere ballade i forhold til de nye ejere, overtog Friis og Zennström igen en andel af aktierne som forlig i balladesagen. Det skete via de to stifteres selskab, Joltid Limited, der ejer rettighederne til den computerkode, som danner grundlaget for Skype.

De to Skype-stiftere er kendt for at være serie-iværksættere, der har sat efterhånden mange skibe i søen. Før Skype opfandt de to fildelingstjenesten Kazaa, og siden har Friis og Zennström med svingende succes søsat den nu neddroslede video-tjeneste, Joost, og musiktjenesten Rdio.

Men de to milliardærer har i praksis gang i utallige investeringsprojekter via investeringsselskabet Atomico - og Janus Friis er sågar passiv medejer af den danske portal, Jubii, der i øjeblikket er på vej gennem en succesfuld turnaround og nu tjener penge igen.