"Det er lidt nemmere for mig at synge med på "Du gamla du fria", men jeg skal få lært "Der er et yndigt land" til næste gang," sagde en glædesstrålende landstræner, Peter Sartz, den svenske sjettedel af det danske bronzehold, da han kom ned fra skamlen med medaljen om halsen.

"Vi har et ungt hold. Dét her er kun begyndelsen," tilføjede han.

18-årige Michael Maze sluttede holdturneringen med en score på otte sejre (bl.a. over verdensnavne som Rosskopf, Eloi og Legout) og blot to nederlag og vil på den kommende verdensrangliste for første gang være i top 100.

"En summen i maven og en spontan glæde," beskriver han sine følelser på medaljeskamlen.

"Nu mangler vi bare to trin. Vi vil helt til tops. Det er derfor vi spiller."

Da Jan-Ove Waldner fik øje på B.T.s udsendte, udbrød han med et bredt smil:

"Et stort øjeblik for Norden."

Verdens bedste bordtennisspiller gennem tiderne er en nær ven af dansk bordtennis og glædede sig over de nordiske medaljer.

"Nu er Danmark også begyndt at vinde de vigtige kampe. Det er forskellen på det danske landshold før og nu," siger han.

"Allan Bentsen har aldrig været bedre, og i Michael Maze og Martin Monrad har Danmark to af fremtidens navne."

Sverige sikrede sig EM-guld nr. 13 med finalesejr over Tyskland 4-1. Danmark og Polen havde sikret sig bronze inden placeringskampen om tredie- og fjerdepladsen, og Peter Sartz sendte et B-hold på banen til en kamp, som kun havde kosmetisk betydning og som Danmark tabte 4-3.

Med bronzemedaljerne i Bremen banker bordtennislandsholdet kraftigt på til Team Danmarks elitegruppe.

Og DBTUs formand, Lis Hævdholm, er overbevist om, at succesen i Europaligaen, VM og EM vil knække de seneste ti års nedadgående kurve over antallet af bordtennisspillere i Danmark.

"Vi har 8000 medlemmer, men jeg fornemmer en voksende interesse i takt med de flotte resultater og den øgede medieopmærksomhed. I vore EM-spillere har ungdommen de forbilleder, de tidligere har manglet," siger hun.

DBTU fik kort før EM en hovedsponsor, Peter Norvig, og den økonomiske indsprøjtning giver spillere som Bentsen, Maze, Monrad og Tugwell mulighed for i højere grad end tidligere at deltage i den verdensomspændende Pro Tour.