Jan Fog burde egentlig køre rundt i Nordsjælland og tale sukkersødt til kunder, der vil købe store huse. I stedet sidder han i disse dage i Sø- og Handelsretten i København og taler dunder om en af sine tidligere ansatte.

Den landskendte tv-ejendomsmægler føler sig nemlig ført bag lyset af mægler Kristian Lützau, der ellers har arbejdet for Jan Fog i hele 15 år.

LÆS OGSÅ: 

Det sluttede dog brat i sommeren 2010, da Kristian Lützau sagde op fra den ene dag til den anden og åbnede sin egen liebhaverforretning i Klampenborg.

Ifølge Jan Fog med 14 store huse til salg. Syv-otte stykker af dem havde kort tid forinden været til salg hos Fog selv.

Og som om det ikke var nok, så havde den nyslåede konkurrent også hapset Jan Fogs sekretær gennem seks år med over i den nye mæglerforretning.

Så blev den kendte mægler også godt sur.

LÆS OGSÅ:

- Det her handler ikke om, at jeg er sur over, han har lavet en konkurrerende forretning. Tværtimod. Jeg forstår godt, han gerne vil det. Det er der andre, som har arbejdet for mig, der har gjort, og dem har jeg et fint forhold til, siger Fog og fortsætter:

- Det er, fordi han har ført mig bag lyset. Han har ikke spillet med åbne kort. Det er ikke så meget dét, at han har taget kunder med over. Det er også fordi han, i mine øjne, har fået nogle kunder ind og ventet med at slå dem op, til han havde sin egen forretning. Det er illoyalt, siger Jan Fog.

Glad for konkurrence

Også sekretærens uventede opsigelse smerter ejendomsmægleren.

- Jeg havde givet hende mere i løn netop for at holde på hende. Så bliver man lidt ærgerlig, siger han.

Jan Fog forsikrer, at hans dårlige humør ikke har noget at gøre med, at der kommer en ny konkurrent på banen.

- Nej tværtimod. Det er konkurrence, der gør, at vi udvikler os. Der er plads til alle. Jeg føler bare, at han har brugt sin arbejdstid her hos mig til at opbygge sin egen virksomhed. Det burde han have gjort for sig selv, siger Fog.

- Hvor længe tror du, han har gjort det, mens han arbejdede for dig?

- Et halvt års tid, vil jeg tro.

- Du forlanger 2,5 mio. kr. af Lützau. Er det ikke et voldsomt stort beløb?

- Det er det, vi mener, at vi skal have. Nu må vi se, hvad retten siger, forklarer Fog.

De to kamphaner bor kun 700 meter fra hinanden. Så det hænder, at de løber på hinanden i supermarkederne langs Strandvejen.

- Men derfor behøver man jo ikke hilse på hinanden. Jeg har ikke lyst til at tale med ham mere, siger Jan Fog om sin tidligere ansatte.

Kristian Lützau ønsker ikke at uddybe sagen over for B.T.

- Jeg har ingen kommentarer til sagen. Nu må vi lade retten arbejde, afviser Kristian Lützau venligt, men resolut over telefonen. pas@bt.dk