FC Midtjyllands spillere lader sig ikke gå på af konflikterne i kulissen med den tidligere træner Glen Riddersholm som omdrejningspunkt.

Jakob Poulsen joker lidt med holdkammeraterne i den rundkreds, som de står i efter gårsdagens træning, inden kursen bliver sat mod omklædningsrummet og kantinen. Humøret er højt efter en ny sejr i Superligaen og udsigt til en kassekamp mod Napoli i Europa League.

Spillerne undgår ikke helt lidt mere dystre samtaleemner, for de følger - lidt på afstand - med i den konflikt, som lige nu er på kogepunktet mellem FC Midtjyllands ledelse og den tidligere træner Glen Riddersholm. Men skal man tro Jakob Poulsen, betyder den sag ikke det store i omklædningsrummet.

»Det påvirker os slet ikke, og det kan du også tydeligt se på den måde, som vi har præsteret på banen. Det er jo ikke sådan, at det her er noget, der lige er blusset op - det har ligget og ulmet i et godt stykke tid. Vi følger med på sidelinjen, ligesom I (journalisterne, red.) gør, og så får vi nogle briefinger undervejs,« siger Jakob Poulsen og fortsætter:

»Min personlige holdning er, at det er noget, som de (ledelsen, red.) styrer, og så koncentrerer vi spillere os om det, som det handler om for os - nemlig at spille fodbold. Og der går det jo meget godt med maksimumpoint i Europa League og en førsteplads i Superligaen.«

Vi så jer spillere i tårevæddet afsked med Glen Riddersholm, som tydeligvis var en populær træner. Betyder det slet ikke noget, at det lige er ham, som er centrum for alt det her?

»Altså, det er jo noget, som de må finde ud af med hinanden. Jeg snakker lige godt med Claus Steinlein, Rasmus Ankersen og for den sags skyld Glen Riddersholm af den grund,« siger Jakob Poulsen.

Heller ikke Morten ’Duncan’ Rasmussen interesserer sig synderligt for ordkrigen i medierne.

»Jeg koncentrer mig udelukkende om at spille fodbold. Det er det,« siger angriberen.

Glen Riddersholm var træner i FC Midtjylland fra 2011-2015.