Jakob hjælper albanske Sadije
Det meste af familien Sadiku er kommet ud på trappen, da de hører bilen rulle op foran huset, som ligger knap en kilometer fra den danske Olaf Rye-lejr. Glæden er stor, da de ser, hvem dagens gæst er.
Det meste af familien Sadiku er kommet ud på trappen, da de hører bilen rulle op foran huset, som ligger knap en kilometer fra den danske Olaf Rye-lejr. Glæden er stor, da de ser, hvem dagens gæst er.
Indenfor sidder den 21-årige Sadije Sadiku i sofaen. Hendes ansigt lyser op i et bredt, varmt smil, da Jakob Billstrøm træder ind i stuen.
Den 31-årige seniorsergeant er uddannet fysioterapeut, og igennem flere måneder er han jævnligt kommet i hjemmet, hvor han hjælper Sadije Sadiku med genoptræningen.
Det var gennem lejrens lokale elektriker, Jakob Billstrøm hørte om Sadije.
"Han havde hørt, at jeg var fysioterapeut og spurgte, om jeg kunne hjælpe," fortæller han.
Sadije Sadiku blev lam, da hun 6. maj sidste år blev skudt i ryggen. Det skete under flugten til Albanien.
I landsbyen Zabllaq blev tusinder af flygtninge holdt tilbage i uger. De var 80 i det hus, hvor Sadije Sadiku opholdt sig - udelukkende kvinder og børn.
Da de i tre dage intet havde fået at spise og drikke, besluttede Sadije Sadiku sig for sammen med nogle andre at snige sig ud og hente nogle kartofler, som lå omme bag huset. Snigskytten ramte hende lige i rygsøjlen.
Efter nogle dage lykkedes det at få Sadije Sadiku over grænsen til Albanien. Herfra blev hun fløjet til Tirana og videre til Tyskland, hvor hun blev opereret.
I midten af januar i år vendte hun tilbage til Kosovo. Bundet til en kørestol er hendes tilværelse i dag stort set isoleret til hjemmets fire vægge.
"Kosovo har ikke rigtig ressourcer til at tage sig af handicappede. Lykkeligvis har Sadije et godt familiært netværk, men økonomisk er familien stærkt begrænset," fortæller Jakob Billstrøm, som ikke alene har skaffet medicin og hjælpemidler til Sadije. En stor del af sin fritid i Kosovo bruger han på at hjælpe hende med genoptræningen.
"Målet er at udvikle en tillempet gangfunktion, så hun kan blive kanaliseret ud i samfundet og være uafhængig af vores hjælp," forklarer Jakob Billstrøm, som i familien Sadiku har fundet et andet indhold i tilværelsen end det, livet i lejren kan give ham.
"Hvis nogen kan få glæde af min uddannelse som fysioterapeut, er det en glæde for mig," siger han.