MALAYSIA: 27,6 millioner malaysiske ringgit - eller godt 47 millioner danske kroner. Så meget har eftersøgningen af det forsvundne fly MH370 fra Malaysia Airlines indtil videre kostet det sydøstasiatiske land. Det oplyser de malaysiske myndigheder mandag, og der sættes dermed for første gang tal på omkostningerne. Det skriver Reuters.
»27,6 millioner ringgit er kun det, vi ved, Malaysia har brugt. Vi ved ikke, hvor meget andre lande har brugt,« siger chef for afdelingen for civil luftfart Azharuddin Abdul Rahman.
Jagten på MH370, der forsvandt 8. marts med 239 passagerer og besætningsmedlemmer ombord, bliver allerede betegnet som en af de dyreste eftersøgninger i luftfartens historie, og eksperter vurderer, at udgifterne kun vil stige, efterhånden som myndighederne udvider eftersøgningen til et større område af Det Indiske Ocean omkring Australien. Flere eksperter vurderer, at omkostningerne ved at søge efter det forsvundne passagerfly vil nå hundredvis af millioner af dollar.
Eftersøgningen er mere eller mindre endt i en blindgyde i øjeblikket, efter australske myndigheder i sidste måned fortalte, at vragdele fra flyet alligevel ikke befandt sig på havbunden i det område, hvor de mente, at signaler fra flyets sorte boks havde ledt dem hen. Det viste sig slet ikke at være signaler fra boksen, som heller ikke er blevet fundet endnu.
Ifølge chefen for civil luftfart, Azharuddin Abdul Rahman, bliver det næste område, som myndighederne vil koncentrere sig om, »ikke langt fra det område, hvor man leder nu«. Arealet for det nuværende eftersøgningsområde er på 60.000 kvadratkilometer.
BNB/Reuters