At sidde helt stille ude i skoven tidligt om morgenen og mærke, hvordan lyset kommer og høre, hvordan hele skoven vågner. Det er en stærk oplevelse. Hver gang.«

29-årige Rasmus Larsen forklarer begejstret om sit jægerliv. Om de storslåede oplevelser i naturen, om kicket ved at nedlægge byttet, når han har kravlet, løbet og sneget sig på skudhold. Om at huske at få den gule prop i øret, inden han trækker af.

Ultimativt klimaks
»Det ultimative klimaks ved jagten er, når man skyder. Det er spændingen, der udløses i én. Men man skal se skuddet i sammenhæng med resten af oplevelsen for at forstå, hvad jagt er,« forklarer Rasmus Larsen.

Naturen er så fyldt med overraskelser, at jagt aldrig er forudsigelig.

»Man ved ikke, hvad der venter én,« smiler Rasmus inden han fortæller, hvorfor han ikke fik ram på en sommerbuk i år.

Sammen med sin storebror Søren og en kammerat har han på femte år lejet en jagt på 180 tønder land ved Langå vest for Randers.

Her er der altid noget at se på for en årvågen jæger, og selvføgelig var der også sommerbukke, der kunne skydes i år.

Men noget andet fangede opmærksomheden.

»Jeg opdagede en rå, der var ved at føde sit kid. Jeg stod i en kornmark, da jeg fik øje på råen. Så satte jeg mig ned med kikkerten og fulgte med, så godt jeg kunne. Jeg glemte alt andet omkring mig og tænkte ikke et sekund mere på at skyde en buk,« fortæller Rasmus.

Hjemme hos Rasmus og Christina i Randers får man hurtigt dokumentation for, at Rasmus ikke bare er til snak, når det gælder jagt. Trofæerne er så flotte, at de fleste jægere vil nikke anerkendende og være lidt misundelige.

Flotteste buk
Hvor mange er der lige, der har opsatsen af en seks-enders råbuk hjemme på væggen?

»Det er også den flotteste buk, som jeg har skudt. Og så var det endda lidt tilfældigt, at jeg fik den,« siger Rasmus.

»Jeg kom for sent op. Jeg vågnede, ti minutter efter at solen var stået op, og det tager 20 minutter at komme ud på reviret. Så jeg var for sent på den. Jeg så bukken stå langt væk sammen med en rå. Det tog mig nok en halv time at komme på skudhold. Jeg kravlede og løb i et sprøjtespor i kornet for at komme tæt nok på. Jeg var slet ikke klar over, hvor flot bukken var, før jeg var tæt på, og så den i kikkerten, da jeg lagde an til skud.«

I stuen i parcelhuset i Randers hænger råbukken sammen med opsatsen af en 12-enders kronhjort. Sådan en har de færreste jægere haft mulighed for at nedlægge i Danmark, men Rasmus Larsen skød sin hjort på arealerne ved Langå sidste år.

»Vi har jævnligt set krondyr på arealerne, men havde ikke tidligere skudt nogen. Om lørdagen skød min storebror sit første krondyr. Det var vi vildt begejstrede over. Om mandagen tog jeg af sted og sad i to timer i silende regnvejr uden at se noget. Jeg kunne se, at der var et lille hul i skyerne og begyndte at traske hjemad. Hvis der blev et lille ophold i regnvejret, kunne det da være, at jeg mødte hjortene.«

Beskadiget øre
»Pludselig så jeg to hinder komme ud i en løsning, og ud ad øjenkrogen så jeg hjorten. Den var kun 25 meter væk, og jeg var slet ikke parat til skud. Meget, meget stille fik jeg riflen ud over skulderen og satte en prop i øret - det gør jeg altid, fordi jeg en gang har beskadiget mit øre. Jeg fik riflen anbragt i skydestokken og så ind i kikkertsigtet. Men jeg fik kun øje på hjortens store bringe. Kikkerten var indstillet til at forstørre 12 gange, og jeg var jo kun 25 meter væk. Jeg kiggede på hjorten og skød. Den løb 100 meter, drejede rundt, stejlede og sank sammen. Og jeg stod dér med rystende ben og så på. Jeg havde fået en mega-oplevelse og et stort problem. Det var ved at blive mørkt, og jeg stod med en død kæmpe ude i skoven.«

»Jeg ringede til Søren og forklarede, hvad jeg havde skudt. Han troede, det var fis, men endelig fik jeg ham overbevist. Jeg fik også fat i en landmand med en rendegraver. Kronhjorten vejede 170 kilo, og det er altså noget andet end at håndtere et rådyr.«

Smukke opsatser
Rasmus havde nedlagt chefen - pladshjorten, der bestemte over artfællerne i området nær Frijsenborg-skovene.

Geviret og den kraftige behåring på halsen viser nemlig, at det ikke var nogen tilfældig hjort, der sank sammen efter at være blevet ramt af Rasmus Larsens kugle.

Blisbukken, Impalaen og vortesvinet skudt under en tur til Sydafrika sidste år er også smukke og flotte dyr, men det er den store kronhjort fra Langå, der imponerer allermest.

»Den fyldte nok lidt rigeligt i vores lejlighed i Randers, så vi måtte jo købe et hus for at få plads til den,« siger Rasmus.

Det koster at få lavet smukke opsatser, men trofæerne er ikke hængt op for at prale.

»De minder om gode oplevelser, og de viser også respekt for det bytte, man har nedlagt. Kødet fra dyrene, som vi skød i Afrika, er brugt af de lokale folk, jeg har brugt penge for at få lavet opsatser.

Tænk, hvis man bare smed det væk, som man havde skudt. Det er jo ikke jagt, hvis man bare skyder for at dræbe og kassere,« fastlår Rasmus Larsen.