Jacob Ludvigsen: Han var 15, piberyger og gik til kamp mod den fordummende popmusik

Jacob Ludvigsen indledte sin voluminøse karriere ved at læse fem daglige aviser, før han begyndte i skole. Hans entré i medierne fandt sted, da han ville sætte en stopper for popmusikken, og som reklamemand stod han bag Squash-reklamerne, der kørte i ti år.

I 'Mit fotoalbum' fortæller Jacob Ludvigsen om Dan Turèll, sit engagement i foreningen 'Ungdom mod pop’ og sit tidlige forbrug af pibetobak.

OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS HER og læs hele artiklen.

Jacob Ludvigsen indledte sin voluminøse karriere ved at læse fem daglige aviser, før han begyndte i skole. Hans entré i medierne fandt sted, da han ville sætte en stopper for popmusikken, og som reklamemand stod han bag Squash-reklamerne, der kørte i ti år.

1. Min mor hed Ida Nyrop Ludvigsen, og hendes største bedrift var at oversætte bogen Hobbitten til dansk, udover at hun arbejdede på Det Kongelige Bibliotek og opfostrede fem børn. Min far Holger Ludvigsen var korrektør, det vil sige korrekturlæser i Det Berlingske Hus, og desuden oplæser af vejrmeldingen fra Meteorologisk Institut i radioen både på FM, mellembølge og langbølge. Hans stemme, med det korrekte og nøgterne dansk, var kendt af mange, og han var også med, da Radio Mercur gik i gang. Ved at sende fra et skib i internationalt farvand forsøgte man at bryde radiomonopolet, men skibet blev bordet af politiet, fordi magthaverne ville bevare deres monopol. En meget kedelig episode i dansk radiohistorie.

2. 1951: Jeg stod her sammen med min farmor Emma Ludvigsen, født 1887, på Rådhuspladsen i København. Hun og hendes mand drev manufakturforretning i Vester Voldgade, og jeg var tit derinde og gå til hånde. Dengang var nylonstrømper det nye, og når der var løbet en maske, blev de indleveret til opmaskning, som blev klaret på værksteder og systuer. Det var virkelig en udskrivning, men ikke så dyrt som silkestrømper. En af ekspeditricerne i manufakturhandlen fik til opgave at passe mig, og hun fortalte, at jeg tit gik rundt om lygtepælen og sagde en masse eder og bandeord. Hun spurgte mig hvorfor, og jeg sagde, at det var fordi, mine bedsteforældre ikke kunne li’, at jeg bandede – jeg måtte se at komme af med ordene, når de ikke var der. Når min far kom fra arbejde, havde han altid friske aviser med, og det var med til, at jeg tidligt lærte at læse om alt, hvad der foregik i verden. Da jeg blev tolv, fik jeg abonnement på Politiken og læste dermed fem aviser i alt, og det gør jeg stadig, på papir

3. Jeg og nogle skolekammerater var meget interesseret i klassisk musik og tilsvarende fjendtlige overfor popmusik, som vi anså for at være fordummende. Vi kom til orde i aviserne ved at skrive læserbreve om ungdommens forfald og fordærv på grund af den skrækkelige musik. Et af læserbrevene underskrev jeg med ’Foreningen Ungdom mod pop’, og det sendte jeg til BT. Stor var min overraskelse, da jeg blev ringet op midt i aftensmaden af den navnkundige redaktør Hjalmar Havelund, der spurgte mig, hvad det var for noget med den forening mod popmusik. Jeg var nødt til at opdigte foreningens historie, mens jeg talte med ham, og det fik han en artikel ud af. Det blev til lidt af et medienummer, pludselig var der også radioprogrammer, der inviterede denne bagkloge skoleelev ind, så han kunne udbrede sig om sin foragt for popmusik, og jeg var sågar i diskussion med Jørgen de Mylius.Men da Beatles kom på banen, kunne jeg godt se, at jeg nok var galt på den, og den forening, der ellers havde fået omkring hundrede medlemmer, døde ud. Men nogle af holdningerne har jeg stadig, og jeg har for øvrigt lige udgivet en bog, der hedder ’Klassiske klummer’ om klassisk musik, hvor jeg angriber åndløsheden og anbefaler Stravinskij.

4. Min omsorgsfulde far gav mig en pakke stærk Singleton-tobak og en god pibe, så jeg selv kunne prøve kræfter med tobaksrygningen. Det vakte nogen opmærksomhed i skolegården, når jeg satte mig ned og stoppede min pibe. I dag ville det have været bortvisningsgrund, men jeg kunne godt li’ det, og jeg ryger stadig – Rød Orlik er glimrende tobak, min absolutte favorit, som jeg gerne nyder på mit kontor. Den er meget afbalanceret uden at være sød. Når jeg i dag er på steder, hvor man ikke må ryge, tager jeg en Oliver Twist, det er pastiller med spundet tobak overtrukket med lakrids.

5. Jeg udgiver i dag Københavneravisen, som skrives af et hold individualister, og den er en sammensmeltning af alle de små bydelsaviser, der blandt andet hed ’Rendestenen’ og ’Pisserenden’. Mads Holger, som jo gik bort på tragisk vis sidste sommer, indledte sin skrivekarriere dér. Han var eminent til kriminalstoffet, hvor han brugte et Kaptajn Haddock’sk ordforråd til at skildre slynglerne, deres kumpaner og indbruddene uden blidhed. Han satte virkelig sit præg på siderne, og han har været så elskværdig at takke mig som sin journalistiske læremester. Jeg satte stor pris på ham, sidste sommer drak vi en øl sammen på Borgermødet på Bornholm, og det skulle vise sig at blive den sidste. Billedet er dog langt ældre, fra dengang jeg udgav Hovedbladet i begyndelsen af 70’erne.

6. Min hustru Elizabeth havde her lige født vores datter Camille i Gudhjem på Bornholm ved en hjemmefødsel, det var en helt fantastisk begivenhed og barnet var sundt og velskabt, sådan som hun stadig er. I april 1971 begyndte jeg at udgive ugeavisen Hovedbladet, hvis største bedrift var at bekendtgøre, at Fristaden Christiania var en realitet. Militæret havde forladt bygningerne, og vi rykkede derud og kunne erklære området befriet af civilister. Elizabeth og jeg valgte dog at flytte til Bornholm, hvor vi stadig bor. Lyset, luften og atmosfæren i Svaneke tiltaler os meget.

7. Dan Turèll er et af de kvikkeste mennesker, jeg har kendt. Det er næsten et dagligt savn, for vi var forfærdelig gode venner. Jeg kom til at kende ham gennem min far, fordi de begge var ansat i den Berlingske korrekturafdeling, der dengang bestod af 70 mand. På et tidspunkt kom vi til at bo i det samme kollektiv, vi var tre-fire mennesker på en nedlagt husholdningsskole på Frederiksberg. Der begyndte han for alvor at arbejde som forfatter, han skrev jo henved 100 bøger. Jeg har en af hans første bøger, han selv har skrevet i hånden med spritpenne i mange farver – en bog i et lille oplag, som sælges dyrt på auktioner.

8. I 1989, da TV2 var en helt ny kanal, og hvor det at sende reklamer i tv var nyt og spændende, fik jeg ideen til Tuborg Squash, mens jeg arbejdede på reklamebureauet Partners’. Vi opbyggede købmandsbutikken i Nordisk Films studier og Jacob Haugaard samt Finn Nørbygaard var på. Det blev en af de længst kørende reklameserier, fra 1989 til 1999, og nogle af reklamerne varede 50 sekunder. Det var et helt spillefilm-setup at lave de reklamer – og budgettet var over en mio. kr. pr. film.

9. Jeg er i dag omkring 70 år og har ikke tænkt mig nogensinde at blive pensioneret. Men det kan jeg jo også sagtens sidde og sige, eftersom jeg arbejder på mit eget vel opvarmede kontor og ikke skal bøje stål eller hakke skærver. Men det er nu heller ikke, fordi teksterne kommer af sig selv. Nogle tror, man bare sætter sig ved tastaturet og fløjter. Udover Københavneravisen er jeg redaktør på Magasinet Bornholm, der udkommer i 35.000 eksemplarer samt på Mad og mennesker på Bornholm i 135.000 eksemplarer og i øvrigt på Korsbæk Tidende, som jeg skriver sammen med Lise Nørgaard. Her kan man læse stort og småt om, hvad der foregår i Korsbæk, blandt andet om hunden Kvik. På billedet var jeg med Lise Nørgaard på Bakken.