Hvis du sidder med en stor kærlighed til chokolade og altid har tænkt på, om det rent faktisk kan bruges til noget konstruktivt - så er der gode nyheder.
Slik-producenten Mondelez International søger nemlig folk efter netop overstående beskrivelse. Det skriver engelske Metro.
Det amerikansk-baserede firma søger folk, som vil bruge cirka 7,5 timer om ugen på at prøveteste nye chokoladeprodukter, til sin afdeling i England.
Tre dage om ugen er det planen, at man skal indgå i en testgruppe bestående af 11 personer. Her ønsker Mondelez at få en objektiv og hudløst ærlig vurdering fra panelet, når de prøver nye produkter.
Der vil være god chance for, at man kan få lov til at prøve nogle helt særlige produkter. Mondelez International står nemlig bag nogle af verdens største brands inden for søde sager. I flæng kan nævnes Marabou, Oreo, Toblerone, Tuc og Prince-kiks.
Hvad skal man kunne for at få lov til at sætte sig i chokolade-stolen?
Ifølge firmaets job-opslag på netværksmediets LinkedIn skal man have en passion for søde sager og testsmagning - og man skal være ærlig i sine svar. Man skal være en åben type, der har lyst til at snakke og diskutere produkterne. Og man skal kunne gøre sig godt ud i det engelske sprog.
Jobbet skal udføres i den engelske by Reading og skal således udføres fra tirsdag til torsdag hver uge. Men det er vel næppe en udfordring for en ægte slikmund.
