Hos Farm Frites påbegynder man i dag arbejdet med at få det papirmæssige på plads.

"Vi vil forsøge at finde en måde at slippe ud af kontrakten med Ivanov på," oplyser Farm Frites' manager Jacques Hanegraaf.

I tilfældet med Claus Michael Møller var linierne klare. Ifølge holdets kontrakter giver en positiv dopingtest holdet ret til at fyre rytteren.

Men da en for høj hæmatokritværdi ikke er et bevis for brug af stoffet EPO, vil det juridisk være vanskeligere at fyre rytteren.

Da belgieren Dave Bruylandts i foråret blev taget med en for høj hæmatokritværdi, var meldingen også, at han ville blive fyret.

Men ifølge B.T.s kilder blev der i realiteten lavet en form for aftale med det belgiske hold Palmans, som gerne ville overtage Bruylandts.

Dermed slap man for risikoen for at få et søgsmål fra rytteren på halsen.

Troede det var slut

Nu er holdet igen i en kattepine, der er den foreløbige kulmination på en rædselssæson for Farm Frites.

Ivanov-sagen har sendt holdet i chok.

"I går morges (lørdag morgen, red.) frygtede vi for vores eksistens," indrømmer Jacques Hanegraaf.

Men et møde med løbsdirektør Jean-Marie Leblanc har bragt en vis optimisme tilbage.

"Selvfølgelig gik jeg til mødet med Leblanc med frygt. Men han var meget forstående og jeg fornemmede, at han troede på, at der ikke var tale om noget organiseret.

Det var en lettelse og ændrede straks atmosfæren," fortæller Hanegraaf.

Siden dopingmistanken under Tour de France i 1998 også blev rettet mod TVM, har holdet kæmpet for at genoprette troværdigheden, og det er uden tvivl også én af årsagerne til, at man ønsker at vise handlekraft ved at fyre Ivanov.

Også hos Polti har hæmatokritsagen fået konsekvenser. Rossano Brasi er øjeblikkeligt blevet suspenderet, ligesom sportsdirektør Gianluigi Stanga har beklaget overfor Tour-ledelsen.