ISRAEL: Det britiske politi strammer op på sikkerheden omkring Israels deltagere ved det de forestående olympiske lege i London.
Det sker af frygt for, at de israelske atleter skulle være mål for en iransk terrorgruppe med base i Europa.
Politiet og efterretningstjenesten MI5 er på jagt efter en mand, som de mistænker for at planlægge et angreb på atleterne og for at have været involveret i sidste uges selvmordsbombeangreb på israelske turister i Bulgarien. Angrebet, der skete i lufthavnen Burgas, kostede syv personer livet, heriblandt fem israelske turister.
Manden formodes at være rejst til London på et amerikansk pas under ledelse af en iransk terrorgruppe, skriver Reuters.
Den israelske forsvarsminister Ehud Barak har tidligere udtalt, at Israel nøje vil følge sikkerheden ved OL, ligesom der har været forlydender fremme om, at regeringen til sende agenter fra sin sikkerhedstjeneste Shin Bet til London for at beskytte den jødiske stats sportsudøvere.
I år er det 40 år siden, at militante palæstinensere fra gruppen Sorte September dræbte 11 israelske OL-deltagere ved OL i München i 1972.
- Dette er en begivenhed, som er et attraktivt mål, selvom der ikke er konkrete advarsler om angreb. Forberedelse og årvågenhed er påkrævet, begivenheder som München-massakren er sket før, siger Barak.
Ifølge tyske Der Spiegel tyder nye oplysninger på, at Tysklands forsvarsministerium og landets efterretningsvæsen i 1972 ikke reagerede på advarsler om, at et angreb var under opsejling. Den tyske regering tog derfor ingen særlige forholdsregler i forhold til de israelske OL-deltagere, og derfor kunne medlemmerne af Sorte September udføre deres angreb uden problemer.
Efterfølgende skulle den tyske regering og Bayerns delstatsregering systematisk have skjult alle beviser for, at de var advaret om angrebet på forhånd. Ifølge Spiegel modtog alle relevante embedsmænd og myndigheder en skrivelse, hvori de fik at vide, at de skulle afstå fra enhver kritik af hinanden og myndighedernes ageren i sagen, ligesom de ikke måtte videregive oplysninger om angrebet til offentligheden.