Opkomlingen på markedet for isudbringning, Viking-is, har trods et fogedforbud ikke opgivet ævred. Fra slutningen af marts vil man kunne høre melodien fra de røde isbiler i østdanske kvarterer, når Viking-is indtager Sjælland og øerne med otte biler. Det skriver Politiken søndag.

Dermed optrappes konkurrencen med de etablerede blå biler fra Hjem-is, hvis 35 år lange monopol på udbringning af is blev brudt for præcis et år siden.

- Vores forventninger til Sjælland er bestemt ikke mindre end i det solformørkede Jylland. Forbrugerne vil opleve et alternativ, så de nu kan vælge mellem at handle ved den røde og den blå bil. I betragtning af vores produkter er vi meget fortrøstningsfulde, da is fra Ben & Jerrys har den største markedsandel på Sjælland, siger Tom Roth, stifter af Viking-is, til Politiken.

De røde frostbokse på hjul bliver om knap en måned introduceret for borgere på Lolland-Falster, i Sydsjælland, Midtsjælland, Nordvestsjælland, de københavnske forstæder samt Amager. Hvor traditionsrige Hjem-is tilbyder vafler og pind-is ud fra egne opskrifter, kører Viking-is rundt med kendte brands fra Frisko og Ben & Jerrys.

Men sortimentet er i begrænset grad årsagen til, at Viking-is er kommet på manges læber. Medierne har flittigt berettet om, hvordan det Nestlé-ejede Hjem-is har kæmpet for et fogedforbud med anklager om stjålne forretningshemmeligheder. 16. januar stadfæstede Vestre Landsret et forbud fra byretten mod Viking-is-biler i Syd- og Sønderjylland frem til 1. oktober, og erstatningssagen verserer fortsat, skriver Politiken.