Mens det meste af verdens opmærksomhed er rettet mod den syriske grænseby Kobane nær Tyrkiet, kontrollerer terrorgruppen IS nu 80 prcent af Anbar-provinsen i det vestlige Irak. Ifølge CNN er jihadisternes tropper nu kun få kilometer fra Iraks hovedstad Bagdad.
Terrorbevægelsen Islamisk Stat fører krig på flere fronter. En af fronterne er fremmarchen mod Bagdads lufthavn, som de ifølge flere internationale medier kun er omkring 25 kilometer fra. Tropperne har kontrollen med det meste af Anbar-provinsen vest for Bagdad og derfra har de kæmpet sig tættere og tættere på hovedstaden, mens hele verden intenst har fulgt med i kampen om den syriske grænseby Kobane nær Tyrkiet.
Læs også:
Ifølge flere internationale medier er situationen omkring Anbar så alvorlig, at IS nu kontrollerer 80 procent af provinsen. Derfor har USA sendt lavtgående apache-helikoptere til området for at bremse fremgangen fra terrorgruppen.
- Vi kan ikke vente, til de kravler over muren. Havde IS-krigerne løbet irakerne over ende, kunne de marchere lige ind til Bagdads lufthavn. Det vil vi ikke tillade, siger amerikanernes general og forsvarschef Martin Dempsey til CNN.
Flere af verdens ledere har advaret om alvorligheden i at holde IS væk fra Bagdad. Hvis det ikke lykkes at holde dem stangen, kan det blive en ren massakre for befolkningen i byen. Samme advarsel giver Martin Dempsey til CNN.
- Om der stadig er 5.000 derude eller ned, er et spørgsmål om formodninger. Men jeg er ikke i tvivl om, at IS vil udføre den samme slags grusomheder, hvis de får muligheden for det, siger han til CNN.