Irsk pubcrawl for foodies
Fab Food Trail er en spændende og meget velsmagende måde at få smag for Dublin på.
Fab Food Trail er en spændende og meget velsmagende måde at få smag for Dublin på.
Det irske køkken. Er det ikke bare stuvning, kål og kartofler i alle afskygninger?
Svaret er nej.
Beviset får man, hvis man begiver sig ud på en Fab Food Trail i Dublin, som udover at være en gave til maven er en glimrende måde at opleve den irske hovedstad på.
Food Trail er i princippet det samme som en traditionel byvandring med guide. Bortset fra, at guiden mest taler om madhistorie og -kultur, og at man i stedet for at stoppe op hver tiende minut for at kigge på en bygning, stopper op hvert tiende minut for at få noget at spise eller drikke.
Ruten kan variere, men da BT Rejser er med, begynder turen med te, hjemmebagt sodabrød og hjemmelavet abrikosmarmelade på Café Joly, der ligger i National Library of Irelands bygninger.
Herefter er det videre til Sheridans Cheesemongers, hvor man sælger en række lokalt producerede oste, blandt andre en silkeblød gouda, en tung cheddar, der bliver hængende i mundhulen længe og – takket være en bonde i Cork, der for nylig har investeret i 250 bøfler – frisk bøffelmælksmozzarella.
Turen fortsætter til The Pepper Pot Cafe, hvis ejer er umanerligt passioneret omkring sine bagels og deres fyld af lokaltfanget og røget laks.
Videre til The Swan Bar, en af Dublins 12 tilbageværende pubber fra Victoriatiden, hvis ejer Sean Lynch byder på både røverhistorier og irsk whisky i rundhåndede mængder.
Førstnævnte handler blandt andet om det lille, delvist aflukkede rum kaldet »The snug« i pubbens ene hjørne. Det var her, kvindelige gæster i Victoriatiden nød deres pints – det var ikke decideret ulovligt for dem at gå på pub, men der blev dog set skævt til kvinder, der drak alkohol.
Næstefter Schweiz er Irland den nation i verden, hvor man spiser mest chokolade per indbygger – ikke mindst fordi chokolade er blevet meget moderne de sidste par år, og et væld af små producenter er dukket op i Irland.
Så næste stop på rundturen er Coco Atelier, der har alt, hvad sukkerhjertet kan begære af fyldte chokolader, chokoladeis og varm kakao.
Street food har ifølge dagens guide, Eveleen Coyle, som også er Food Trails stifter, i mange år været begrænset til fish‘n’chips eller burgere, men er nu ved at blomstre op i Dublin.
Det understreges blandt andet af en såkaldt foodtruck fra Lolly and Cooks i George’s Street Arcade, der serverer Dublin Savage Sausage Rolls. Det er en art pølsehorn, men ikke af den lidt tørre variant, man kender fra børnefødselsdage. Det er derimod en saftig hjemmelavet pølse med chutney, sennepskorn og salvie svøbt i en syndigt velsmagende butterdej.
Turen slutter i det kæmpestore madtempel Fallon & Byrne. Med restaurant på øverste etage, »foodhall« i stueetagen og i kælderen en vinkælder. Sidstnævnte er endestop for madrundturen og hjemmebagt brownbread med irsk pancetta sidste måltid. Med et glimrende glas rødvin dertil.
En rundtur med Dublin Food Trail varer to en halv time, koster cirka 400 kr. og kan bookes på fabfoodtrails.ie/dublin-tasting-trail