Brøndby har et problem på udebane. Sådan lød kritikken fra BTs fodboldkommentator, Søren Hanghøj Kristensen, og avisens Superliga-ekspert, den tidligere AGF-træner Peter Sørensen, efter mandskabet indledte foråssæsonen med at tabe 0-1 til AaB trods en spillemæssig dominans til de blå-gule.

Nederlaget i Aalborg var det sjette i sæsonen for Brøndby på fremmed græs, og kritikpunkterne fra Søren Hanghøj Kristensen og Peter Sørensen gik blandt andet på, at 'der mangler fyrtårne, sammenhæng mellem kæderne, fysisk modstand, samt at de dyre spillere ikke har slået til'.

Brøndbys cheftræner, Thomas Frank, vil ikke løbe fra statistikken, men pointerer, at stort set samme hold, som får kritik for kun at have fået fem point på udebane i ni kampe, i sidste sæson samlede næstflest point på udebane.

Hvor mesterholdet AaB fik 27 point i sidste sæson, fik FC Midtjylland og Brøndby 25 point. De blå-gule spillede dog også en kamp mere.

»Jeg er så vidt ikke uenig i, at statistikken er dårlig. Det kan jeg ikke tale mig fra, og det har jeg ikke tænkt mig at gøre. Jeg er sådan set ikke uenig i, at der i efteråret var nogle problemer. Det, der irriterer mig, er, at kritikken kommer op igen, når vi leverer vores måske bedste præstation på udebane, og de nuancer ikke er med,« siger Thomas Frank og tilføjer:

»Punkt to er, at man kan kigge længere tilbage på alle de påstande om, at vi ikke har nok fysik på holdet, og at vi har for mange letbenede typer osv., men hvis man kigger på vores udebanestatistik i sidste sæson, har vi den næstbedste udebanestatistik sammen med FC Midtjylland, og det er altså med nogenlunde samme typer, som spiller med i dag. Vi spiller sidste år fem kampe med fire førsteårs- eller U19-spillere, hvor vi vinder. Så den påstand om at kritisere spillermaterialet holder ikke i mine øjne,« tilføjer Brøndby-træneren.

Han har selv disse argumenter, blandt andre, for, hvorfor pointhøsten i denne sæsons udebanekampe ikke er på niveau med sidste sæson.

»Der kan være forventninger, vi kan møde holdene på deres toppræstationer, der kan være formnedgang, der kan være, at vores vigtige ledere som Thomas Kahlenberg, Johan Elmander og Daniel Agger kun har spillet to ud af 17 kampe sammen, så der kan være så mange nuancer omkring vores statistik på udebane. Når det så er sagt, så er det da rigtigt, at der har været nogle udebanekampe, hvor vi ikke har haft nok at stå imod med. For eksempel i udekampene mod Hobro, forklarer Thomas Frank med henvisning til oprykkerholdet, der står for to ud af seks udebanenederlag til Brøndby.«

Næste gang, Brøndby har mulighed for at hente point væk fra eget stadion, er 8. marts, når holdet besøger Telia Parken og FC København.