De kunne ikke beslutte sig for om, hvorvidt 11 afviste asylansøgere må blive ved med at sultestrejke i deres kirke. Derfor gik menighedsrådsmedlemmerne i Stefanskirken uafklaret hver til sit torsdag aften efter mere end to timers møde, og det betyder, at de sultestrejkende iranere fortsat befinder sig i kirken på Nørrebro i København, skriver Politiken.dk.

Ordførende sognepræst Ivan Larsen vil dog ikke ud med, hvad menighedsrådets diskussion nærmere drejede sig om.

- Man klarer ikke sådan en diskussion på to timer. Det tager meget længere tid. For det er noget, som er nyt for os. Ikke bare det, at sagen først opstod i går eftermiddags, men også at vi ikke er vant til, at der kommer 11, som skal udvises af landet, og går ind i kirken, siger han til Politiken.dk.

- Så vi har brug for rigtig lang tid til at tænke os om, for vi kan meget hurtigt komme til at træffe nogle forkerte beslutninger. Og det vil vi meget nødigt.

Alligevel vil han ikke forklare, om det er uenighed, der ligger til grund for den langtrukne beslutning, fordi han har tavshedspligt.

Iranerne sultestrejker ligesom omkring 60 andre afviste asylansøgere i Danmark lige nu i protest mod udsendelse, fordi de frygter at blive tortureret og dræbt i deres hjemland.

Biskoppen i Københavns Stift slog dog før mødet torsdag fast, at sultestrejken i Stefanskirken er et problem, og at kirken ikke kan være et sted, hvor der i længere tid opholder sig folk, som sulter.

Men Stefanskirken har et dilemma.

- Stefanskirken har siden midten af halvfemserne været en åben kirke. Folk har kunnet vade ind og ud, og det har vi ikke blandet os i, ligesom vi heller ikke har blandet os i formålet med at komme i kirken, forklarer Ivan Larsen til Politiken.dk og fortsætter:

- Men så står vi pludselig med en flok mennesker, som sultestrejker, og hvor biskoppen jo har ret i sine betragtninger - det er et pressionsmiddel, og hvor meget skal vi stå model til? Det kræver meget lange diskussioner, for vi skal være så forsigtige. Næsten uanset hvad vi kommer frem til, får vi sikkert på hatten.

Justitsminister Morten Bødskov (S) gjorde klart i 22-Nyhederne torsdag, at sultestrejken bør standse øjeblikkeligt. De har ifølge justitsministeren pligt til at rejse ud af landet, fordi de er blevet afvist, og sultestrejken kan ikke ændre på afgørelsen.

Han får opbakning fra Venstre og Konservative, og også Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen vil have asylansøgerne til at spise igen. Til gengæld opfordrer hun til, at myndighederne undersøger de forskellige asylansøgeres muligheder for at få midlertidig opholdstilladelse.- Det er jo et meget relevant problem, som de forsøger at sætte fokus på. Nemlig at der findes mennesker, som på den ene side er afviste, men på den anden side ikke kan udsendes, siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.