IRAN: Det er et af verdens mest efterspurgte råstoffer, og normalt kan de fleste lande uden problemer afhænde det til verdensmarkedet.

Men på trods af verdens efterspørgsel på olie, har Iran problemer med at slippe af med sit sorte guld. Det afslørede landets præsident, Mahmoud Ahmadinejad tirsdag under et interview på en statslig TV-kanal.

- Der er nogle problemer med at sælge olie, og det forsøger vi at håndtere, lød det blandt andet fra præsidenten.

EU og USA har indført en række sanktioner rettet mod iranernes olie. Formålet fra Vestens side har været at få Iran til at indstille sit omstridte atomprogram.

Ahmadinejad beskylder ”fjenden” for at bruge ”psykologisk krigsførsel” mod sit land, ved at forsøge at ramme det på økonomien. Og med tirsdagens udmelding går han direkte imod flere af sine topfolk, som tidligere har benægtet ethvert forlydende om, at Vestens sanktioner skulle have en effekt.

Et synspunkt, som nogle embedsmænd fastholder trods præsidentens udmelding.

Mandag sagde Irans repræsentant i organisationen for olieproducerende lande (OPEC), at den iranske olieeksport stort set ligger på det normale niveau.

Men af den seneste månedlige rapport fra OPEC fremgår det dog, at den iranske olieproduktion er på sit laveste niveau i mere end to årtier. Den islamiske stat producerer dog stadig 2,8 millioner tønder olie om dagen, skriver The Australian.

Ifølge Det Internationale Energiagenturs seneste opgørelse eksporterer Iran en million tønder olie om dagen, hvilket skulle være mindre end halvdelen af den olie, der blev sendt ud over landets grænser i starten af året.

USA og EU har siden 2010 sanktioneret den iranske olie, men sanktionerne blev alvorligt optrappet tidligere på året. EU-blokken har blandt andet indført et importforbud på det sorte guld, mens USA sanktionerer de finansielle transaktioner, som relaterer sig til amerikansk import.

Ahmadinejad betegner den kollektive konsekvens af dette som “krig”. Men han lover samtidig iranerne, at myndighederne arbejder på at komme uden om sanktionerne.

- Vi har olie, og verden har behov for det, siger han.

Vesten - med USA og EU i spidsen - frygter, at Iran er ved at udvikle et krigerisk atomprogram og de er bekymrede for, at landet skal udvikle sig til en atommagt.

Selv hævder irakerne, at deres atomprogram udelukkende har et fredeligt og civilt formål.