I 2007 præsenterede Steve Jobs et helt nyt apparat, der senere skulle komme til at revolutionere din hverdag. Ja, det er vidundertelefonen iPhone, vi taler om.

I Danmark er iPhone et helt vanvittigt populært valg af smartphone. Den er flot, den er behjælpelig i stort set alle situationer, men den gør dig også vanvittig afhængig.

Hvis du oplever et af følgende syv symptomer, eller blot kan genkende dele af beskrivelserne, så bør du nok tage en pause fra din telefon.

1. Du får fantom-sms’er konstant

Du mærker den velkendte vibration i din lomme, og varmen breder sig i din krop. Yes! Det må være en sms. Du tager telefonen op, men opdager til din skuffelse, at skærmen er helt sort. Du er blevet ramt af fantom-sms’en. Efter den første gang sker det oftere og oftere - og du får gigt i din skulder af at tjekke din telefon hele tiden. Du får derfor en af dine venner til at lave et stativ, så du kan have din telefon inden for synsvidde hele tiden. Metroxpress har faktisk lavet en undersøgelse, der viser, at næsten halvdelen af os indimellem døjer med fantomsms’er.

2. Du lider af ustyrlig trykkeadfærd

Efter en hård dag på arbejdet er du endelig hjemme og klar til noget dig-tid foran flimmerkassen. Du styrter direkte mod fjernsynet, hvor du trykker på skærmen. Du forsøger at swipe. Der sker stadig ingenting. Du går i panik og prøver febrilsk at genstarte fjernsynet, før du kommer i tanke om, at dit fjernsyn jo ikke har touch-funktion som din iPhone. Du bliver lettet, men faktisk er det nu, du skal søge hjælp hos lægen.

3. Du skifter navn fra Mikkel til iMikkel

Det startede med iPod, iPhone og iPad, men nu har dit forhold til din iPhone vokset sig meget større end noget teknologisk apparat. Faktisk fylder din iAfhængighed alt. Bogstaveligt talt. På væggen i din lejlighed har du nu store iPhone-plakater hængende. Din telefon var før beskyttet af et cover, der imiterede et kassettebånd. Nu er det dit køleskab, dit computersleeve og dit persiske tæppe, der imiterer en iPhone. Ja, det sidste har du faktisk fået specialsyet og importeret fra Mellemøsten. I sidste uge tog du så din iMani til et helt nyt stadie. Du tog på kommunen for at skifte navn fra Mikkel til iMikkel.

4. Du går i panik uden forbindelse

Din kæreste begynder at snakke ferieplaner. I kunne tage til Kroatien - eller hvad med en sommerhustur til Vesterhavet? Du går i panik. Hvad faen tænker han på? Kroatien er jo et østeuropæisk land – har de overhovedet telefoner - for slet ikke at tale om telefondækning? Og Vesterhavet. Det er jo helt ude ved havet – altså kan man ikke være sikker på at høre telefonen for bare blæst. Nej, tænker du, jeg må hellere blive i storbyen. Din telefon har med andre ord overtaget dit liv – og egentlig også gjort dig lidt dummere.

5. Du erstatter menneskeligt samvær med en app

Det starter med, at du stopper med at besøge dine forældre. De bor så langt væk, og du kan alligevel bare Facetime dem. Men det er kun begyndelsen. For du finder hurtigt ud af, at du faktisk kan klare alt fra hjemmet. Og har du ikke allerede den perfekte hjælpe-app på din telefon, så går du da bare på shopping i App Store. Det går så vidt, at du bliver indlagt på grund af mangel på D-vitaminer, da din krop skriger på sollys. Gør noget godt for dig selv, kom ud i solen, før du ender på hospitalet.

6. Din bedste ven er din iPhone

Du ser mindre og mindre til dine venner. Men det gør måske ikke så meget. Faktisk har du det helt okay. De var alligevel ikke til at stole på. De var uforudsigelige, kedelige og uvidne. Ikke som din nye bedste ven, iPhone. Han svigter dig aldrig. Han husker alle aftaler. Han gør præcis, som du beder ham om – og med et enkelt tryk eller to, kan han fortælle dig alt, hvad der er at vide i denne verden.

7. Du rydder din kalender for den nye iPhone

Du har hørt, at den nye iPhone kommer i 2016, så du kan virkelig ikke tage med til din venindens bryllup i juni, hvis det nu skulle ligge samme dag, som den nye iPhone kommer på markedet. Faktisk har du allerede planlagt at gå i Spejder Sport på udkig efter det perfekte overlevelseskit, så du kan campere op til flere måneder uden for Apple-butikken. Altså den i New York. På den måde er du i hvert fald sikret den nye iPhone før alle andre. Du siger op på dit job, så din drøm kan gå i opfyldelse. Efter en måned beder personalet i Apple-butikken dig om at gå hjem. Du skræmmer kunderne væk, og du tiltrækker hjemløse til butikken, da de tror, du er en af dem. Men Apple-personalet kan rende og hoppe. Du flytter dig ikke. Politiet må tilkaldes. Så husk nu på, det er ikke værd at komme i fængsel for din iPhone.