iPhone 5c er starten på noget nyt. Apple har nemlig tidligere brugt den foregående topmodel som det billigere alternativ, men i år er meget anderledes.
I butikken, hvor jeg købte iPhone 5c, var sælgeren, som jeg fik hjælp af, tydeligt glad. ”Jeg er så glad for, at du vil købe den her, næsten ingen vil have den”.
Der hersker da heller ingen tvivl om, at den store efterspørgsel er på den dyrere iPhone 5s og det specielt modellen i guldfarve. I den Apple Store, hvor jeg købte iPhone 5c, blev iPhone 5s jo også vist frem, men selv om personalet virkelig prøvede at få opmærksomheden flyttet over på den farveglade iPhone 5c, så lykkedes det ikke rigtig.
Med iPhone 5c leverer Apple i hvert fald noget nyt. Ser man på konkurrenterne, så har Apple altid lanceret en mobil om året, mens konkurrenterne spytter nye modeller ud – nogen mere end andre.
Det er første gang, at Apple har lanceret to telefoner på en gang. Det er også første gang, at de lancerer en i andre farver end sort og hvid, men man må sige at der er spræl på farverne på iPhone 5c.
Lad os se bort fra det faktum, at iPhone 5c har meget tilfælles med iPhone 5 og i stedet se på iPhone 5c som den nye iPhone den trods alt er. Og se på, hvad den sammen med det nye iOS 7 kan byde på.
Den absolut største nyhed i iPhone 5c er selvfølgelig de mange farver, den kommer i og så materialet. Apple kalder materialet polykarbonat, det er i bund og grund det samme som plastik. Materialet er også et, som Nokia blandt andet har bruger og bruger på sine Lumia-telefoner.
Lige netop farverne og materialet er det, der gør, at iPhone 5c skiller sig markant ud fra iPhone-mængden. En del af det nye udseende handler om nye covers til telefonen og det vældigt glinsende cover giver en fin kontrast til det gummiagtige cover, man kan købe til iPhone 5c.
Jeg kan godt lidt denne anderledes iPhone 5c, men den har selvfølgelig ikke samme eksklusive sans for detaljerne som de dyrere iPhone-modeller i metal og glas. Plastik er fint og godt på mange måder, men et super eksklusivt udtryk giver det altså ikke.
Coveret er skåret ud i et stykke og bagsiden og tasterne på siden er i samme farver og materiale. Risikoen med plastik er, at telefonen både ligner og føles som et stykke legetøj, men det synes jeg, at Apple undgår. Plastik og skarpe farver til trods, så virker telefonen gedigen og godt lavet, som Apples produkter plejer at være.
Læs hele testen af iPhone 5c her - hvor du også kan se flere billeder af telefonen, karakter og pris.