Intet arbejde til nyuddannede lærere
Mange nyuddannede lærere står uden job på grund af besparelser i kommunerne.
Mange nyuddannede lærere står uden job på grund af besparelser i kommunerne.
I denne uge skulle 25-årige Lena Frederiksen have haft sin første skoledag som netop færdiguddannet folkeskolelærer. Men i stedet har hun måttet stifte bekendtskab med Lærernes a-kasse.
Noget, hun ikke havde ventet ville ske, da hun for fire år siden begyndte på lærerseminariet i Aarhus. Det skriver Kristeligt Dagblad.
- Dengang regnede jeg med, at jeg ville have alle muligheder for fremtiden, og at der ville være nok arbejde at vælge imellem. Men da vi i foråret havde et møde med Danmarks Lærerforening, blev der mellem linjerne sagt, at vi skulle finde noget andet at lave de næste to år, for der ville ikke være noget lærerarbejde til os, siger Lena Frederiksen til Kristeligt Dagblad, som personligt kan tælle antallet af venner og bekendte fra sin årgang, der har fået arbejde, på to hænder.
Og ser man på resten af landet, lader det samme til at gøre sig gældende. Hvor der ifølge de senest tilgængelige tal fra 2009 var 95 procent af de omkring 2400 nyuddannede, der kom i arbejde eller på videreuddannelse efter kort tid, er tallet siden faldet markant og gør det ifølge formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen stadig:
- Vores indtryk er, at antallet af ledige stillinger ved denne start er det laveste, vi nogensinde har oplevet i nyere historie. Vi skal tilbage til 1980erne for at opleve noget lignende.
I foråret meddelte Danmarks Lærerforening, at arbejdsløsheden blandt lærere under 30 år næsten var fordoblet på et år - fra 5,7 procent i februar 2011 til 10,7 procent i 2012. Stigningen gennem de seneste år er kommet bag på foreningen, som for få år tilbage lavede en stor kampagne med Kommunernes Landsforening for at få flere ind på læreruddannelsen. Dengang forudså man, at der i 2015 ville mangle 8000 lærere i folkeskolen.
- Nu står de nyuddannede i stedet med håret i postkassen og kan ikke få noget at lave. Det er et problem, og vi risikerer måske endda, at vi kommer til at mangle lærere om nogle år, da mange til den tid er søgt uden for fagområdet, siger Anders Bondo Christensen.
Stigningen i antal ledige nyuddannede har man også mærket i Lærernes a-kasse. Hvor der i september 2009 var 489 nyuddannede tilmeldt a-kassen, steg tallet i 2010 til 753, og i september sidste år var 1018 tilmeldt. Tallene for i år kendes endnu ikke, men foreningens seneste tal fra april 2012 viser en stigning på 128 flere tilmeldte end i april 2011, og formand for Lærernes a-kasse Gordon Ørskov Madsen venter ikke, at antallet vil falde.
Ifølge kommunalforsker fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch skyldes den større ledighed kommunale besparelser på skoleområdet. Tal fra Danmarks Lærerforening i foråret viste, at der de seneste to år er blevet nedlagt 3364 lærerstillinger i den danske folkeskole, og i år ventes det samlede antal at nå 4300, hvilket svarer til 8 procent af samtlige lærerstillinger i landet.
- Som følge af det faldende børnetal vil kommunerne kigge på besparelser på skoleområdet. Mange skoler bliver lukket - ikke for at spare penge på bygninger, men på lærere, som er den store udgift her, siger han og tilføjer, at han venter, at denne udvikling vil fortsætte.