Den internationale ACTA-aftale, der skal bekæmpe forfalskning, vil ende med at koste menneskeliv. Det frygter flere NGOer, skriver Information.

Hjælpeorganisationer som Læger Uden Grænser og Afrika-Kontrakt advarer imod, at aftalen - der også er blevet døbt »internettets nye grundlov« - ikke kun kommer til at ramme netpirater og producenterne bag falske mærkevarer. Læger Uden Grænser peger på, at aftalen også vil blokere for adgangen til livsvigtig kopimedicin, som millioner af mennesker er afhængige af i udviklingslandene.

- I sidste ende er det her et spørgsmål om liv eller død. De potentielle konsekvenser af aftalen er, at mange af de hundredtusinder mennesker, der eksempelvis har hiv/aids, ikke vil kunne få den behandling, de har brug for, siger Michael Gylling Nielsen, direktør i

den danske afdeling af Læger Uden Grænser.

I en kronik i Information garanterer hele tre ministre ellers, at ACTA ikke vil »ændre på de muligheder, man har i dag for at levere billigere medicin til f.eks. hiv/aids-syge i Afrika.»

Men mistede menneskeliv vil blive en utilsigtet konsekvens af den nye forfalskningsaftale, fastholder Michael Gylling Nielsen. Det skyldes, at producenterne af originalmedicin får mere magt, end de har i dag.

- Hvis en originalproducent ser sig sur på en generisk producent, kan han alene ved at antyde, at denne ikke har overholdt patentrettighederne, sætte produktionen i stå i månedsvis. Det betyder, at patienterne ikke får deres medicin, hvilket dels er livstruende for dem, dels øger smittefaren for andre, forklarer han til Information.

Afrika-Kontakt påpeger også, at hensynet til virksomhederne kommer til at veje tungere end hensynet til sundheden i udviklingslandene med den nye aftale.