Han blev født på Fyn – i Næsby lidt nord for Odense. Dengang i 1963 havde byen sin egen baptistkirke, godsbanestation, posthus, trinbræt, stadion og kommunekontor.

Næsbys største arbejdsplads var maskinstationen ’Sio’ med 80 ansatte. Da Ulrich Thomsen blev født, som det andet barn i en helt almindelig middelklassefamilie, ernærede mere end halvdelen af byens 2.700 indbyggere sig ved handel, transport, landbrug eller industri.

Den lyshårede dreng voksede op i en sindig familie, hvor hans far Finn var automobilsælger, mens moderen Bodil var ansat på kommunen som teknisk tegner.

Alt åndede fred og normalitet op gennem Ulrich Thomsens opvækst. Det lå i luften, at drengen også skulle være et eller andet med salg eller handel. Ligesom sin storebror, der havde taget en uddannelse indenfor auto-elektronik.

»Altså, min baggrund er jo den lidt bedre middelklasse. Familien havde sikkert forestillet sig, at jeg skulle være noget med salg for øje,« siger Ulrich Thomsen og smiler kort, efterfulgt af en lille, tør latter.

BT møder ham i forbindelse med hans første film som instruktør. Den dystre kærligheds-thriller ’In Embryo’, der er filmet i Los Angeles med internationale skuespillere, er netop udkommet og kan ses over hele verden via ’video on demand’.

Men han er også med på at tale om fortiden, om hvordan han blev til den Ulrich Thomsen, som offentligheden kender fra det store lærred.

For det lå absolut ikke i luften, da han voksede op i Næsby ...

LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Ulrich Thomsen, der fortæller om at drømme om noget helt andet end det, der egentlig var planlagt ...

Han blev født på Fyn – i Næsby lidt nord for Odense. Dengang i 1963 havde byen sin egen baptistkirke, godsbanestation, posthus, trinbræt, stadion og kommunekontor.

Næsbys største arbejdsplads var maskinstationen ’Sio’ med 80 ansatte. Da Ulrich Thomsen blev født, som det andet barn i en helt almindelig middelklassefamilie, ernærede mere end halvdelen af byens 2.700 indbyggere sig ved handel, transport, landbrug eller industri.

Den lyshårede dreng voksede op i en sindig familie, hvor hans far Finn var automobilsælger, mens moderen Bodil var ansat på kommunen som teknisk tegner.

Alt åndede fred og normalitet op gennem Ulrich Thomsens opvækst. Det lå i luften, at drengen også skulle være et eller andet med salg eller handel. Ligesom sin storebror, der havde taget en uddannelse indenfor auto-elektronik.

»Altså, min baggrund er jo den lidt bedre middelklasse. Familien havde sikkert forestillet sig, at jeg skulle være noget med salg for øje,« siger Ulrich Thomsen og smiler kort, efterfulgt af en lille, tør latter.

BT møder ham i forbindelse med hans første film som instruktør. Den dystre kærligheds-thriller ’In Embryo’, der er filmet i Los Angeles med internationale skuespillere, er netop udkommet og kan ses over hele verden via ’video on demand’.

Men han er også med på at tale om fortiden, om hvordan han blev til den Ulrich Thomsen, som offentligheden kender fra det store lærred.

For det lå absolut ikke i luften, da han voksede op i Næsby.

Planen

Dengang var det utænkeligt, at den lille dreng engang skulle instruere sin egen film eller spille roller som skurk i internationale spændingsfilm som James Bond, og tv-serier på HBO som ’Banshee’ og ’The Blacklist’.

Og ingen kunne gætte, at han i en alder af 53 år ville kunne se tilbage på en perlerække af mangfoldige roller i skelsættende danske film som ’Nattevagten’, ’Festen’, ’Blinkende lygter’, ’Sommeren ’92’ og senest ’Kollektivet’ og i dag er en af Danmarks mest respekterede skuespillere. Med mere end 20 internationale roller på sit cv. Men det er sådan, det er faldet ud for Ulrich Thomsen. Og det er sådan, han har villet det med sit liv. Selvom der ikke flød én eneste dråbe kunstnerisk blod i årerne i hans familie.

»Min far var bilsælger, og jeg ville være skuespiller. Jeg var sådan set familiens sorte får og stod med spørgsmålet, om jeg skulle bryde ud af familiens tradition,« siger Ulrich Thomsen og tænker tilbage på den tid, der afgjorde hans valg.

Drømmen

Lige før han valgte sin helt egen vej, langt fra familiens tradition, havde hans far ellers truffet nogle valg på sønnens vegne.

»På et tidspunkt, hvor jeg ikke rigtigt vidste, hvad jeg ville, havde min far arrangeret nogle samtaler med Nyborg Vaskemaskiner. Jeg havde det der med skuespiller inde i hovedet, men drømme er tit din værste fjende, for tænk, hvis man aldrig får dem udlevet, så er de bare én stor skuffelse. Jeg tror, at mange gør det, at de skubber deres ambitioner og drømme i baggrunden. Lige indtil den dag, de skyder sig i hovedet 30 år senere, fordi de synes, at de har forspildt det hele,« siger Ulrich Thomsen, der pludselig befandt sig til jobsamtaler hos Fyns største vaskemaskineproducent og et af landets førende pengeinstitutter, Handelsbanken.

»Dér begyndte det at gå op for mig, at jeg var ved at planlægge resten af mit liv. Og så tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte gøre noget ved de tanker, jeg havde om skuespilleriet. Eller i hvert fald prøve dem af. Jeg kunne jo altid vende tilbage og sælge vaskemaskiner, hvis det andet ikke fungerede.«

Ulrich Thomsen smiler lidt længere end kort. Denne gang når smilet hele vejen op til øjnene. Den lune fynske humor ligger dybt i ham. Og suppleres af den alvor, der ses som to markante panderynker mellem øjenbrynene, hver gang han vender tankerne indad.

Ulrich Thomsen er ikke en mand, der taler uden at have tænkt, og han er ikke en mand, der spiller skuespil udenfor kameraet. Eller rutter med følelserne.

»På det tidspunkt skulle jeg faktisk i gang med at studere handelsjura på universitetet. Men jeg sneg mig ned til voldspillene i Nyborg, hvor de det år skulle opføre ’West Side Story’.«

Til sin egen overraskelse fik han en rolle i Leonard Bernsteins berømte musical i den lokale opsætning på Fyn.

»Det var i 1987, og jeg spillede rollen som ’Action’ i banden ’The Jets’. Det gik fint. Jeg kan huske, at det var en stor tilfredsstillelse pludselig at finde ud af, hvad jeg gerne ville. At jeg kunne fornemme, at jeg var god til det. Og så den fornemmelse – at jeg vidste, hvad jeg ville arbejde med, det var ...«

Han rynker panden for at finde de rigtige ord.

»Det var ret interessant. Mine forældre var selvfølgelig overraskede over, at jeg gik rundt med tanker om at spille skuespil, for det var absolut ikke noget, der lå i kortene,« siger Ulrich Thomsen, der her 29 år efter stadig ikke har den fjerneste idé om, hvor ambitionerne kom fra.

»Jeg aner det ikke. Det er svært at sige ...«

Arv og miljø

Ulrich Thomsen var 23 år i 1987. Selvom det hele var lagt til rette for ham, i tråd med familiens tradition, indså han, at han skulle en anden vej, da han stod på scenen i Nyborg.

»Jeg har to søskende. Min lillesøster arbejder på kontor, og min storebror er udlært indenfor auto-elektronik. Han holder foredrag forskellige steder i Europa om det produkt, hans firma sælger. Så jeg er faldet noget anderledes ud end dem, og jeg ved sgu ikke hvorfor.«

Han holder en god pause.

»Alt er jo ikke arv og miljø. Begrebet ’det sorte får’ har man kendt i lang tid. Måske er det en dna-ting – en del af en særlig orden, der er bestemt sådan, så man undgår indavl, og udviklingen bliver holdt i gang. På godt og ondt.«

Insisterer man på at få et bud på, hvor hans kunstneriske åre stammer fra, leder han længe bag panderynkerne.

»Jeg var fjollefyren i klassen og kunne godt lide at underholde. Jeg var tit med i samlinger i aulaen, hvor der blev lavet underholdning. Det er det eneste, jeg kan hænge det op på. Og så stammede jeg meget, da jeg var teenager. Jeg ved ikke, om det også har haft noget at sige. En stammers højeste ønske er vel at kunne stå på en scene og sige en masse ord. Måske har det også været en del af det. Det eneste, jeg med sikkerhed kan sige, er, at det i hvert fald ikke er noget, jeg har fra min familie,« fastslår Ulrich Thomsen.

Veganer

I dag har han sin egen familie. Næsby er skiftet ud med Gentofte, hvor han i mange år har boet sammen med hustruen Cathrine Ekehed og børnene Alma på 17 år og Alvin, der er 15. I de seneste år er den midaldrende skuespiller blevet mere og mere samfundsengageret og politisk interesseret.

Jævnligt linker han til emner på Facebook om dyrevelfærd, økologi, klima og miljø. Og for halvandet år siden sprang han ud som veganer.

»Folk bliver meget provokerede, når jeg lægger den slags på Facebook. De tænker ikke over, at det meste af det, man spiser, alligevel er vegetarisk eller vegansk. Lige undtagen det stykke kød, der ligger på tallerkenen,« siger Ulrich Thomsen, der har droppet kødet for sin egen sundheds skyld, men også for fremtidens og familiens.

»Man må begynde at forstå den verden vi lever i. Et af problemerne er, at vi bliver flere og flere mennesker på jorden. Og mennesker spiser kød. Men man kan ikke have en kødproduktion, uden at man behandler dyrene så skidt, som vi gør i dag. Samtidig er det et problem, at kødindustrien er den største udleder af drivhusgasser, og at regnskovene bliver fældet for at dyrke korn til dyrefoder. Alt det møg, de putter i vores fødevarer, handler jo ikke om, at det er sundt og godt for os, men om profit. Det er dumt. Vi bliver tvunget til at ændre vores levevis på et tidspunkt, så vi kan lige så godt tage fat på det nu. Vi er nået til en blindgyde, hvor vi bliver nødt til at tænke det hele om. Det er jo vores børn, der skal overtage alt det rod, vi laver.«

Han har fået det meste af familien med på omlægningen af kostvanerne i hjemmet.

»Min kone har altid gerne villet prøve det. Vores søn er med på idéen, men min datter spiser stadig det, hun har lyst til,« siger han.

Rollerne

Ulrich Thomsen har tænkt sig at forfølge drømmen som filminstruktør sideløbende med sin skuespilkarriere.

»Jeg har ikke en karriereplan. Men jo ældre man bliver – des ældre bliver éns filmroller. På et tidspunkt spiller du onklen eller bedstefaderen, eller ham der ligger i sygesengen og er død i næste klip. Af den grund ville det være rart, hvis man kunne skrive og instruere noget. Det vil jeg klart forfølge.«

Hans næste projekt er allerede i støbeskeen. Det bliver en sort komedie ’i retning af Coen-brødrenes stil’, som han selv siger. Filmen har arbejdstitlen ’Willenberger’, er affødt af Thomsens nye politiske bevidsthed og inspireret af den højrefløjsbølge, han ser skylle ind over Europa og USA, senest med de amerikanske populister Donald Trump og Ted Cruz.

»De der tossehoveder er helt håbløse. Så det bliver en mere politisk film end oprindelig tænkt, men trods alt en komedie om en mand af tysk afstamning, som har en idé om, at pølsen er så fredelig, at ingen da kan have noget imod den. Kommentaren er selvfølgelig, at når man har med folk som Donald Trump at gøre, så er hans verdensbillede så snævert og forankret i noget, der ikke eksisterer i virkeligheden, at han kun ser problemer. Derfor findes der ingen menneskelighed og åbenhed, og der skal ikke meget andet end en lille cocktailpølse til at vælte det hele. Filmens historie er podet med en lille kærlighedshistorie, så der er også lidt håb for fremtiden,« siger Ulrich Thomsen.

Men først er han som skuespiller netop taget til Los Angeles ’tjubang’ som han skrev i en besked til BT.

Kort tid efter interviewet i København blev Ulrich Thomsen kaldt til Hollywood. Dennegang fordi han har fået en hovedrolle i ’en stor amerikansk tv-serie’. Mere kunne den danske skuespiller ikke sige, for selskabet bag har officielt ikke offentliggjort, hvem der spiller hvad.

»Nu skal jeg være væk hjemmefra igen. Denne gang til midt i maj. Så må familien komme og besøge mig undervejs, og så kommer jeg heldigvis et smut hjem til jul,« siger Thomsen i telefonen, kort efter han var gået i gang med optagelserne.

Der er fart på i drømmenes by, og pludselig er man langt væk hjemmefra. Men den slags har han prøvet før. I fire sæsoner spillede han Kai Proctor i HBO-serien ’Banshee’, og det sidste halve års tid har han arbejdet med skurkerollen i ’The Blacklist’, en anden stor amerikansk serie, hvor han spillede hovedskurken Alexander Kirk i seriens fjerde sæson.

Maleren

Når han endelig er hjemme, har Ulrich Thomsen, de seneste år også dyrket en hemmelig hyggekarriere som maler.

Maleriet er en fredsommelig modgift til ræset, de lange ture væk fra familien og de mange mennesker, der altid omgiver en film- eller tvproduktion.

Når man spørger manden, der kommer fra en familie, hvor der ikke har flydt én eneste kunstnerisk dråbe blod, før han valgte at blive skuespiller, hvad han egentlig helst vil være god til, smiler han, så de to panderynker næsten forsvinder.

»Jeg vil helst være god til det, jeg kaster mig over. Men jeg har ikke ambitioner om at leve som kunstmaler. Man kan ikke alting, og hvis man tror det, begynder folk bare at grine ad én. En af mine yndlingsmalere er Michael Kvium, og jeg ville jo gerne kunne male sådan. Men det kan jeg ikke. Jeg hygger mig bare med det. Jeg har malet et billede af min gode ven Mads (Mikkelsen, red.) og et af min far, som jeg er glad for. Men det at instruere ligger en del tættere på mit umiddelbare talent.«

Han tænker et par sekunder.

»Jeg kan godt lide, at jeg er alene om det. Der er kun mig og lærredet og ikke så meget pis. Jeg har kun mig selv at bebrejde, hvis det går galt, eller ikke er godt nok. Hvem ved ... Måske banker jeg en dag på hos Kvium og spørger, om jeg kan komme i lære.«