"Tyren fra Bosporus" alias den tyrkiske enmandshær Hakan Sükür trækker efter EM i den sort/blå Inter-dragt og tørner ud for den ambitiøse Milano-klub i sit andet forsøg på et italiensk eventyr.

Sükür, hvis kontrakt med de tyrkiske mestre og UEFA CUP-vindere, Galatasaray, udløber under EM-slutrunden, hvorfor han kvit og frit har kunnet skifte klub, forsøgte i 1995 at slå igennem i Torino, men returnerede efter bare fem katastrofale optrædender til hjemlige omgivelser i Istanbul.

Med Sükürs skifte har Galatasaray på under to uger mistet klubbens tre største profiler.

Først tog træner Fatih Terim imod det ledige chef-sæde i italienske Fiorentina, i forgårs skiftede anden-angriberen, Arif Erdems til spanske Real Sociedad og nu altså Sükür til Inter.

Nationalhelten, der i en årrække nærmest har haft patent på den tyrkiske topscorer-pris og ligeledes har vundet æren som Europas mest scorende, kunne til slut vælge og vrage mellem tilbud fra AC Milan, Juventus og Inter, men valgte altså "den lille" Milan-klub, hvor han nu skal forsøge at bevise, at "Tyren" også kan stange dem ind udenfor Tyrkiet.