Weekendens intense kontakter mellem partierne og kulturministeren om et nyt medieforlig kulminerede til morgen med, at kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) med ultrakort varsel aflyste det planlagte møde med ordførerne, som ellers skulle have fundet sted kl. 10.00.

Efter at det i sidste uge gik helt i sort med ministerens eget forslag om at give den fjerde, landsdækkende radiokanal til TV 2, skulle hun ifølge dagbladet Politiken nu være i gang med at samle opbakning til en løsning, hvor den fjerde kanal i stedet gives til Danmarks Radio, mens den femte, næsten-landsdækkende, sendes i udbud til kommerciel drift.

Både Kristeligt Folkeparti og Enhedslisten udtalte sig til morgen positivt om en sådan model, mens den konservative medieordfører, Brian Mikkelsen, advarede kulturministeren mod hastværk.

/ritzau/