AUSTRALIEN: Myndighederne i det vestlige Australien er på jagt efter en hvidhaj, der menes at stå bag et dødeligt angreb på en 17-årig dreng mandag ud for stranden Cheynes, der ligger på sydkysten i delstaten Western Australia. Det skriver theguardian.com.
Jay Muscat døde af sine kvæstelser efter at være blevet bidt i benet af hajen, da han fiskede med harpuner sammen med sin jævnaldrende ven, Matt Pullella.
Det lykkedes vennen at affyre sin harpun ind i den fire-fem meter lange hajs mund, da den vendte sig mod ham efter at have bidt Jay Muscat.
Myndighederne har efterfølgende lukket stranden og sat hajkroge i vandet i forsøget på at fange hvidhajen.
Den fungerende generaldirektør for det australske fiskeriministerium, Rick Fletcher, oplyser ifølge theguardian.com, at det er muligt, at Matt Pullella har såret hajen dødeligt med sin harpun.
Yderligere fortæller han, at fiskerimyndighederne har fået besked på at dræbe enhver haj i området, der matcher beskrivelsen.
Der har været 12 fatale hajangreb i Western Australia siden 2000. Otte af dem har fundet sted inden for de seneste fire år.
