I dokumentaren om sangerinden Whitney Houstons liv 'Can I Be Me' afslører personer tæt på sangerinden, at hun angiveligt havde et lesbisk forhold til sin assistent Robyn Crawford, som arbejdede for Houston gennem 20 år. Flere mener også, at Whitney måske stadig havde været her i dag, hvis ikke assistenten havde forladt hendes liv.
Det skriver Mirror.
Dokumentaren viser private optagelser fra Whitney Houstons liv på og uden for scenen, og her fortæller sangerindens sikkerhedsvagt Kevin Ammons og påklæderske Ellin Lavar om forholdet til assistenten.
»Jeg tror ikke, hun var homoseksuel, jeg tror, hun var biseksuel. Robyn gav hende et sikkert sted... og der fandt Whitney sikkerhed og trøst,« siger Ellin Lavar, der også var en tæt ven af Whitney Houston, i dokumentaren 'Whitney: Can I Be Me'.
Sangerindens eksmand Bobby Brown havde angiveligt fysiske kampe med Robyn Crawford, hvor de kæmpede om Whitneys gunst, og han forklarer i dokumentaren, at det var et stort pres på Whitney Houston, at hun holdt sin seksualitet hemmelig. Han mener sågar, at 'I Will Always Love You'-sangerinden kunne have været i live i dag, hvis hun ikke havde holdt forholdet til sin assistent hemmelig.
Robyn Crawford stoppede som Whitney Houstons assistent i 2000, og flere er af den overbevisning, at det var sangerindens mor, Cissy Houston, der sørgede for at få Crawford af vejen.
Nick Broomfield, der er instruktøren bag dokumentarfilmen, deler også den overbevisning.
»Det er helt sikkert, at dem, der var tættest på Whitney, som Bobby Brown og Patti Howard, alle følte, at Robyn blev drevet ud. Hvis hun var blevet, var Whitney her sandsynligvis også stadig,« siger Nick Broomfield til Daily Mail.
Han kalder Whitneys forhold til Robyn for det mest 'produktive, støttende og kreative forhold, hun havde gennem 15 år, og han fortæller samtidig, at de to delte både hus og seng.
Robyn Crawford har ikke ønsket at medvirke i dokumentaren, da hun er 'kommet videre i sit liv'. Hun er i dag gift og har børn.
Sangerinden Whitney Houston blev fundet død i 2012 på et hotelværelse i Beverly Hills. En obduktionsrapport viste senere, at hun var druknet i et badekar ved et uheld efter et hjerteanfald. Lægerne fandt spor af kokain i hendes blod, og sammen med hjerteproblemer medvirkede det til Houstons død.
Dokumentarfilmen havde premiere i de danske biografer i slutningen af juli og bliver vist på BBC den kommende weekend.
