Den 4. april starter optagelserne på filmen 'Unge Astrid', der omhandler Pippis Langstrømpes 'mor' - forfatteren Astrid Lindgren.

I filmen skal Alba August, datter af den kendte filminstruktør Bille August, spille hovedrollen. Hun er meget spændt på at indtage rollen på det store lærred, som en af de mest populære børnebogsforfattere nogensinde.

»Astrid er ligesom mange andre idoler elskede til det umenneskelige. Det er en udfordring at ikke lade den kærlighed og respekt for hende begrænse min nysgerrighed og kreativitet. Min opgave er at gøre hende menneskelig og troværdig, ved at finde revnerne. Ligesom jeg har Astrid kæmpet med angst, selvhad og begær, og alt hvad der hører til det at være ung. Jeg spekulerer på, hvordan det var at tackle alle disse følelser, i et hjem, der var styret af kristne værdier. Det er interessant, hvordan mit billede af Astrid forandres dag for dag, jo dybere jeg dykker ned i hende,« siger hun i en pressemeddelelse.

Alba August er for tiden aktuel i tv-serien 'Gidseltagningen', der bliver vist på Kanal 5. Derudover har hun også medvirket i et enkelt afsnit af DR-serien 'Arvingerne'. Udover Alba August medvirker Trine Dyrholm også i filmen, der forventes at få premiere i 2018.

Filmen 'Unge Astrid' er ifølge pressemeddelelsen en fri fortolkning af begivenhederne i Astrid Lindgrens tidlige liv. Manuskriptet er skrevet af Kim Fupz Aakeson og Pernille Fischer Christensen. Sidstnævnte har kun roser til overs for hovedrolleindehaveren.

»Vi har samlet et fantastisk cast af Skandinaviens bedste skuespillere, og jeg er meget glad for at arbejde med dem. Især Alba August i rollen som Astrid. Hendes utrolige talent spænder fra den lyseste komedie til den dybeste sorg. Det kommer til at kræve en stor præstation af hende, men hun har arbejdet hårdt for at få Astrid under huden og er gået ind i processen med liv og sjæl;« siger Pernille Fischer Christensen.

Hun kalder filmen for en kærlighedserklæring til Astrid Lindgren, som med Pernille Fischer Christensens egne ord 'valgte at sprænge sin tids rammer for køn, religion og samfund'.