Institutioner holder fast i ferielukninger
Kun få kommuner har afskaffet de udskældte lukkeuger, mens antallet af løsrevne lukkerdage er mindsket betydeligt.
Kun få kommuner har afskaffet de udskældte lukkeuger, mens antallet af løsrevne lukkerdage er mindsket betydeligt.
De fleste kommuner lukker stadig børnehaver og vuggestuer en til tre uger denne sommer. Det viser en undersøgelse, Politiken har lavet.
Undersøgelsen, som omfatter 79 af landets kommuner, viser, at 27 kommuner ingen faste lukkeuger har, mens 52 kommuner har mindst en lukkeuge. Kun seks kommuner i undersøgelsen har helt afskaffet lukkeugerne siden sidste år.
Bevågenheden var ellers stor, da Københavns Kommune helt afskaffede lukkeugerne, som i en årrække har været udskældte af forældre og politikere. Forældrene har følt sig tvunget til at holde ferie fordi de ikke ville aflevere poden i en institution, barnet ikke kendte.
Også erhvervslivet har langet ud efter ferielukningerne, fordi det betød mindre fleksibilitet på arbejdsmarkedet.
Fola, Forældrenes Landsorganisation, mener, at flere kommuner burde afskaffe lukkeugerne.
- Forældre ønsker ikke sampasning. Vi vil aflevere vores barn i kendte, trygge rammer, og selvfølgelig kan børnene tilpasse sig, men jeg synes, at vi har spillet fallit, hvis vi har dagtilbud, hvor målet er, at børnene tilpasser sig, siger næstformand i Fola Dorthe Boe Danbjørg til Politiken.
Reglerne på området siger, at en kommune kan sommerlukke en institution i de uger, hvor der er særligt lavt fremmøde. Men det er op til kommunen selv at definere, hvor lavt et fremmøde, der skal være tale om.
En ny opgørelse fra KL viser, at kommunerne har reduceret antallet af såkaldte løsrevne lukkedage betydeligt, som det blev krævet i økonomiaftalen for 2009. Det betyder, at daginstitutioner sjældnere holder lukket på hverdage, hvor fremmødet er normalt.
BNB