Et større antal behandlingspladser og institutioner for udsatte børn er blevet skåret ned eller decideret lukket i de senere år.

I stedet bliver mange børn anbragt hos plejefamilier, selvom det er usikkert, om de kan løfte opgaven med de socialt tungeste børn, skriver Information.

I alt lukkede omtrent 20 private opholdssteder, og omtrent 10 offentlige kom under afvikling, herunder fem familiedøgninstitutioner, i 2011. I 2010 lukkede 10 døgninstitutioner, og det samlede antal døgninstitutioner er nu halveret. I næste uge, den 1. august, nedlægges så omtrent to tredjedele af Døgncentret for Børn og Familier i Aarhus’ anbringelsespladser.

Det er tre gange dyrere at anbringe et udsat barn på en institution frem for i en plejefamilie, og ifølge de lokale Aarhus-politikere har de ikke haft andre muligheder end at skære på institutionens pladser:

- KL har formuleret, at økonomi og barnets tarv skal gå hånd i hånd, men realiteten er jo, at de økonomiske hensyn desværre vejer tungt i en så presset tid, som vi er i nu. Vi har foretaget nogle meget svære besparelser i kommunen igennem de seneste år, siger Claus Thomasbjerg (SF), der er socialudvalgsformand i Aarhus Kommune, til Information.

Da socialreformen ’Barnets Reform’ trådte i kraft, skete det med en henstilling om i højere grad at benytte sig af familieplejeanbringelser. Det har ifølge kritikere fået kommunerne landet over til helt at se bort fra institutionerne, der ellers i flere tilfælde har været kendt for deres store ekspertise. Barnets Reform er da også det hyppigst anvendte argument, når kommunerne lukker eller sparer på institutioner, som man kunne se med den nu lukkede institution Skodsborg, der behandlede alkoholskadede småbørn.

Eksperter mener, at det ekspertisetab, lukningen af disse institutioner fører med sig, er en skandale:

- Al forskning viser, at det både økonomisk og menneskeligt er mest hensigtsmæssigt at lave en tidlig og omfattende indsats, som netop de her institutioner er bedst til. Man sparer måske lige nu og her, men på længere sigt bliver det meget dyrere, fordi børnene vokser op og får brug for mere omfattende behandling end ellers - og så kan det jo menneskeligt have kæmpe konsekvenser, siger Inge Bryderup, lektor på DPU, der netop har lagt sidste hånd på en bog om de lukningstruede familiedøgninstitutioner.

BNB