Udenrigsministeriet burde ikke være blevet overrasket, da det kom frem, at tidligere ansatte ved Institut for Menneskerettigheder (IMR) snød med regnskaberne. Sådan lyder det nu i en redegørelse fra instituttets direktør, Jonas Christoffersen. Allerede i april 2011 orienterede IMR ministeriet om sagen, skriver Information. Det skete, da instituttet selv havde opdaget uregelmæssighederne i regnskabet og derefter bad om hjælp til oprydningen fra revisionsfirmaet PricewaterHouseCoopers. I mandags var tonen fra udviklingsminister Christian Friis Bach ellers meget skarp - og han satte øjeblikkeligt bevillingen til Institut for Menneskerettigheder i bero. Samtidig kritiserede han IMR for ikke selv at offentliggøre regnskabsrodet. Jonas Christoffersen siger til Information, at han ikke ved, hvorfor Christian Friis Bach først blev orienteret i sidste uge. Men embedsmændene i ministeriet har kendt til sagen siden foråret, og siden har ministeriet og instituttet være i dialog derom, understreger han.Jeg mener, vi i det store hele fyldestgørende har holdt ministeriet orienteret løbende, efterhånden som sagen er skredet frem, men det er ikke vores opgave at orientere ministeren, siger Jonas Christoffersen til Information.