I al fald er der ifølge den tekniske rapport fra bilinspektøren ikke noget, der peger i retning af, at der var tekniske fejl på den Suzuki personbil, som den 19-årige berusede fører havde lånt af sin mor, og som den 19-årige efter et natligt diskoteksbesøg på Crazy Daisy i Aars havde sat sig ind i og sat kursen på vej mod hjemmet i Hobro trods sin omtågede tilstand.

- Bilinspektøren er altid ude på ulykkesstedet, når der sker sådan noget her. Han har også undersøgt bilen, og der ligger nu en erklæring fra inspektøren. Der er ikke noget, der tyder på, at der var fejl på køretøjet, siger Vagn Jensen, vicepolitikommissær ved Nordjyllands Politi i Hobro, til bt.dk.

Han oplyser videre, at politiet fortsat afventer resultatet af de blodprøver, der efter dødsulykken blev udtaget fra den unge kvindelige bilist, som med sin uforsvarlige kørsel kostede LNC livet i en alt for tidlig alder.

- Vi skal selvfølgelig have foretaget en afhøring af den 19-årige, men først når hun er kommet lidt mere til sig selv. Det er klart, at det her også er hårdt for hende, siger vicepolitikommissæren.