Selv om det vil sikre den enkelte flere gode leveår at holde op med at ryge, vil det koste samfundet dyrt, skriver flere morgenaviser på baggrund af en undersøgelse foretaget af Dansk Sygehus Institut (DSI).

I en afhandling om de samfundsøkonomiske konsekvenser af rygning er projektleder Susanne Reindahl Rasmussen, DSI, nået frem til, at rygerne hvert år betaler ni mia. kr. i tobaksafgifter og moms på cigaretter og medicin. Til gengæld koster det staten et sted mellem 2,8 og 7,4 mia. kr., at hver tredje dansker ryger.

Det store spænd på udgiftssiden skyldes, at der er forskellige måder at gøre udgifterne op på. Det hænger sammen med, at der både er direkte omkostninger i form af lægebehandling og indirekte udgifter i form af produktionstab som følge af flere sygedage.

Rygning koster i gennemsnit syv leveår, og er en medvirkende årsag til Danmarks kedelige kræftrekord i Norden. Derfor fastslår både regeringens folkesundhedsprogram og kræftbehandlingsplanen, at tilbud om tobaksafvænning er en krumtap, når det gælder forebyggelse.

/ritzau/