Det er lagt op til en dramatisk sidste runde af Superligaen grundspil på søndag – også for tv-seerne.

For af syv kampe på slutprogrammet, der traditionen tro skal sendes samtidig, er det kun fire af dem, der bliver sendt på de danske kanaler med rettigheder. Det skriver Ekstra Bladet.

Det går blandt andet ud over Superligaens førerhold, FC København. Kampen mod Silkeborg kan således ikke ses på tv søndag kl. 17, og det bliver altså ikke muligt at se, om FCK kan gå ubesejret gennem grundspillet.

»Vi vælger kampe ud fra de samme bevæggrunde som vi normalt gør. Vi vil gøre flest mulige tilfredse og skuffe færrest muligt. Så vi vælger de kampe, der er størst efterspørgsel på, og så kan det da godt være, at der isoleret set kan være kampe der sportsligt set er mere interessante,« siger ledende redaktionschef Kim Mikkelsen fra TV3 Sport til Ekstra Bladet.

Dækningen af den sidste og afgørende Superliga-runde bliver på TV3 Sports kanaler også kompliceret af, at en af stationens kanaler sender et topkamp fra Premier League.

For søndag kl. 17.30 spilles Manchester City-Liverpool – den sendes på TV3 Sport 2.

De mange kampe på samme tid betyder, at man må ty til streaming på nettet, hvis man vil se de tre ’uheldige’ Superliga-kampe. Det kan ske via Viaplay.

De to mest afgørende kampe om de sidste slutspilspladser – Viborg-AaB og Sønderjyske-Randers FC – bliver dog begge sendt på tv.

Det samme gør AGF-OB, hvor der 'kun' er placeringer i nedrykningsspillet på spil.