Den omstridte VUE-sag om udviklingen af et edb-system til de videregående uddannelser bør ikke føre til en disciplinærsag mod embedsmænd i Undervisningsministeret. Det konkluderer advokat Per Harder, der har kulegravet ministeriets behandling af sagen.

VUE-problemet gav sidste sommer anledning til en særdeles skarp påtale fra statsrevisorerne, fordi Folketingets finansudvalg tilbage i 1995 ikke havde fået fyldestgørende oplysninger i sagen. Statsrevisorerne gav også en skarp påtale af daværende undervisningsminister Ole Vig Jensens (R) styring af og tilsyn med udviklingen af systemet. .

Per Harder finder ikke, at kritikken fra statsrevisorerne giver grundlag for en tjenestemandsundersøgelse. Han mener, at ministeriet har givet relevante oplysninger på basis af den faktiske viden, som var til rådighed. Desuden har man i ministeriet måttet foretage et rimeligt og "i al fald forståeligt" skøn over, hvilke af de mange modstridende udsagn i sagen som skulle bringes videre. Med hensyn til kritikken af ministerens styring af VUE-projektet, så finder Per Harder den ikke "tilstrækkeligt juridisk funderet", hvad angår tiden efter 1. november 1995.

/ritzau/