Specielt anden halvleg så skidt ud og må have givet panderynker hos træner Kent Nielsen forud for kvalifikationen til Champions League mod cypriotiske APOEL Nicosia på tirsdag.

Men ifølge anfører Rasmus Würtz er der intet at være nervøs for.

- Det bliver en helt anden kamp, så jeg er ikke bekymret. Men selvfølgelig har vi fokus på det. Vi kom også skidt ud til anden halvleg mod Nordsjælland i sidste uge, og igen i dag taber vi anden halvleg. Det er vi selvfølgelig ikke tilfredse med, og det er noget, vi tager med videre, sagde Rasmus Würtz.

AaB-anføreren er dog sikker på, at de forsvarende mestre nok skal finde noget af det spil frem, som gjorde, at de vandt Superligaen i sidste sæson.

- Der er sket en del udskiftninger på holdet. Vi har mange nye med, der er kommet nye til, og der er en del, der har haft skader, så det er klart, at vi mangler en del for at ramme top-niveauet som hold. Men det kommer, det er jeg slet ikke i tvivl om. Vi arbejder stenhårdt for det, så jeg er ikke så nervøs for, at det ikke kommer, sagde Rasmus Würtz.

Han glæder sig da også til at kampen på tirsdag, når det går løs mod APOEL Nicosia.

- Det er en helt speciel kamp, og det er ikke hver dag, at man får lov til at spille om at komme i Champions League. Vi ved, at det bliver en svær opgave. Uden at vi ved ret meget om dem, så er jeg sikker på, at det blive en hård opgave, sagde Würtz, der også har kampplanen klar.

- Vi skal nok gå ind til kampen med en form for kontrolleret offensiv, for vi vil gerne vinde kampen hjemme. Men hvis vi kan holde dem fra at score, så vil det være et godt udgangspunkt, sagde Rasmus Würtz.