Hovedpine, feber, snotnæse, hoste, ømme muskler og træthed. Rigtig mange landet over er i disse uger ramt af influenza, og de mange patienter har ført til, at flere af landets sygehuse er overbelastede.
Mandag kom det frem, at Holbæk Sygehus er et af de sygehuse med mange patienter som følge af influenza-epidemien, kunne P4 Sjælland fortælle. Sygehuset er så fyldt, at flere patienter har måttet ligge på gangene, lød det.
BT har været i kontakt med Holbæk Sygehus, der bekræfter, at de har travlt for tiden. De bekræfter også, at patienter har ligget på gangene, men at de ikke har gjort det i mere end 12 timer.
Og det er særligt de ældre, der bliver ramt i denne omgang. Det oplyser Statens Serum Institut til BT.
»Sidste år var influenzasæsonen domineret af et H1N1 virus. Så den influenzatype der rammer nu, H3N2, har ældre ikke været særlig beskyttede imod, dels fordi de ikke er stødt på den for nyligt, og dels fordi virus har ændret sig lidt. Når de bliver ramt nu, er det ikke fordi, influenzavirusset nødvendigvis er værre for dem, men fordi immunforsvaret hos langt de fleste svækkes med alderen, og de desuden ikke har antistofferne imod det nye H3N2 influenza virus,« fortæller Thea Kølsen Fischer, der er afsnitsleder Virologisk Overvågning og Forskning hos Statens Serum Institut.
Influenza-typen hører under kategorien 'A', som er den mest hyppige og alvorlige influenza, der kan give kraftige symptomer. Den dukker op cirka hvert andet eller tredje år, og vinterkulden er med til at booste den.
Også hos Region Hovedstaden er der travlhed på hospitalerne, oplyser de i en pressemeddelelse. Det betyder, at patienter og pårørende på hospitalerne vil møde personale, der løber stærkere end normalt.
»Der er tale om høj belægning og i nogle tilfælde overbelægning som følge af, hvad vi betragter som en ekstraordinær situation. Patienter og pårørende kan risikere at blive generet af de udfordringer, som overbelægningen medfører. Det er selvfølgelig ærgerligt, men hvad der må forventes i en presset situation, som forhåbentlig snart bliver bedre,« siger koncerndirektør Svend Hartling.
Situationen er forværret af, at januar i forvejen er en måned, hvor mange mennesker bliver syge. Og når epidemien samtidig har ramt oveni en travl periode, har det medført en ekstra belastning.
Thea Kølsen Fischer fortæller, at influenza-epidemien i år har ramt tidligere, end den plejer. Hvorfor det er sket, er svært at forklare, siger hun.
»Den virus, der cirkulerer lige nu, har vi ikke mødt i nogle år. Og der vil derfor være mange flere, der er modtagelige over for den, og det kan være en af grundene til, at den er startet tidligt,« forklarer hun.
Hos Region Hovedstaden fortæller Svend Hartling, at influenzaepidemier er svære at forudsige. Men selvom der er travlt på sygehuset, er der stadig styr på tingene.
»Selvom situationen er ekstraordinær, er den under kontrol. Vi følger nøje med i udviklingen og gør alt hvad vi kan for at sikre, at alle får en ordentlig og tryg behandling,« siger Svend Hartling.
Det er særligt de medicinske afdelinger, der er belastede, skriver Region Hovedstaden. Og hos Statens Serum Institut er der et godt råd klar for at undgå influenza.
»Der er meget virus i luften, fordi folk nyser og hoster, og derfor er det en rigtig god ide at vaske hænder så snart man træder ind ad døren derhjemme. Når man går ud fra børnehaven, kan man også lige vaske børnenes hænder. Det er en af de eneste måder, man kan være med til at beskytte sig selv på. Og det er også noget, man med fordel kan gøre for at beskytte sig mod de andre virus, der er i omløb,« fortæller Thea Kølsen Fischer.
Hun fortæller, at de hos Statens Serum Institut regner med, at epidemien er stilnet af i slutningen af februar eller starten af marts.