Indtægter fra betalingsring svinder
Nedjustering. Overskuddet fra betalingsringen til brug for bedre og billigere kollektiv trafik svinder ind. Provenuet nærmer sig en milliard kroner. Enhedslisten er frustreret over transportministeren.
Nedjustering. Overskuddet fra betalingsringen til brug for bedre og billigere kollektiv trafik svinder ind. Provenuet nærmer sig en milliard kroner. Enhedslisten er frustreret over transportministeren.
Indtægterne fra den københavnske betalingsring svinder. Mens SRSF i regeringsgrundlaget lagde op til, at betalingsringen skulle give et overskud på to milliarder kroner om året til brug for en udbygning af den kollektive trafik i hovedstadsområdet og billigere billetter til pendlerne, har regeringen nedjusteret sine mål.
Først blev ambitionen neddroslet til omkring 1,5 milliarder kroner, og nu får den endnu et nøk nedad, skriver Berlingske. Ifølge de Radikales trafikordfører, Andreas Steenberg, kan ringen maksimalt indbringe 1,4 milliarder kroner. Regeringen har, som forhandlingerne er skredet frem, fokuseret på at nedbringe trængslen i myldretiden, og samtidig har konsulentfirmaet Tetraplan korrigeret sit estimat af provenuet med 200 millioner kroner.
- Vi er nede på 1,4 milliarder kroner, og jo flere undtagelser man lægger ind, jo længere kommer man ned, siger Andreas Steenberg til Berlingske.
Ifølge Berlingskes oplysninger kan provenuet fra betalingsringen endda ende helt nede i omegnen af en milliard kroner om året. Regeringspartierne er fortsat uenige om takststrukturen. Det drøftes blandt andet, om der skal være et loft over, hvor mange gange man skal betale for at krydse ringen per døgn. Kilder i regeringspartierne argumenterer for, at håndværkeren ikke skal punge ud, fordi han har glemt sin værktøjskasse på den anden side af betalingsringen. Samtidig lægger Socialdemokraterne, de Radikale og SF arm om, hvornår bilisterne skal betale den højeste takst for at passere ringen. Er det myldretid fra klokken fem eller seks om morgenen? Det vil alt sammen påvirke overskuddet fra den omstridte ring og få indflydelse på regeringens mulighed for at udbygge den kollektive trafik og sænke bus- og togbilletterne i hovedstadsområdet.
For SF er det vigtigt, at regeringen ikke opgiver ambitionen om at sænke billetpriserne, mens Socialdemokraterne indtager en position mellem de Radikale og SF.
- Jeg mener, der skal være fokus på det, der er det vigtigste, nemlig at bekæmpe trængslen. Men en del af det handler også om, at der skal være et godt alternativ, og derfor er det ikke uvæsentligt, hvad provenuet er. Og der er det, at vi skal finde den rigtige balance, og det er jeg sikker på, vi gør i forhandlinger med de andre partier, siger Socialdemokraternes trafikordfører, Rasmus Prehn, der ikke vil kommentere den radikale melding direkte.
Enhedslisten har været en fast bestanddel af forhandlingerne i Transportministeriet og har fortsat en klar forventning om, at provenuet lander på 1,5 milliard kroner.
- Hvis provenuet kommer meget længere ned, vil jeg ikke være begejstret. Vi har hele tiden ment, at der i forvejen var for lidt at gøre godt med, siger trafikordfører Henning Hyllested. Han savner en klar udmelding fra transportminister Henrik Dam Kristensen (S), men er de seneste dage blevet mødt af radiotavshed fra regeringens side.
- Det er frustrerende og mærkeligt. Det lader til, at regeringspartierne er indbyrdes uenige, så kan jeg kun anmode om, at de bliver enige hurtigst muligt, siger Henning Hyllested.